SAS sælger ud af flyflåden
Det tynder ud i SAS’ flyflåde, men det er også meningen.
SAS skærer 21 fly af listen og seneste salg af fly omfattede 18 fly af MD-80 familien. De er blevet købt af det amerikanske selskab Allegiant Travel Company, der også tidligere har købt 13 tilsvarende SAS-fly.
De 18 MD-80 fly blev fremstillet i årene mellem 1985 og 1991, og de er nu på vej til USA fra starten af januar og med sidste levering inden udgangen af første halvår.
Efter denne seneste handel vil SAS fortsat have 24 MD-80 fly i flåden, og det er meningen, at de skal tjene som charterfly og som back-up i den nordiske trafik og gøre det lettere at tilpasse kapaciteten til skiftende årstiders efterspørgsel.
Bag transaktionen med MD-80 fly stod leasingfirmaet SkyWorks Leasing, der også forestår salget af to SAS Airbus A340-300 fly bygget i 2001 og 2002.