Salt til et par dage
Den hårde danske vinter - kombineret med en tilsvarende situation i flere andre af de europæiske lande – har gjort indhug i saltlagrene.
Det betyder blandt andet, at Vejdirektoratets saltleverandører har svært ved at skaffe leverancer der modsvarer efterspørgslen på vejsalt.
Vejdirektoratet har netop holdt møde med kommunerne, Sund & Bælt samt saltleverandørerne. På mødet drøftede parterne bl.a. saltsituationen med henblik på at koordinere leverancer og forbrug bedst muligt.
Vejdirektoratet har p.t. salt på lager til det forventede forbrug til de kommende 2-3 dage samt bekræftede løbende leverancer igennem februar. Første leverance kommer allerede onsdag i denne uge.
Så længe det nuværende vintervejr fortsætter, vil leverancerne maksimalt udgøre halvdelen af det forventede behov. Det betyder at Vejdirektoratet og leverandørerne anbefaler at kommunale vejbestyrelser kun salter på de højest klassificerede veje (de vigtigste trafikveje) og at alle vejbestyrelser undlader at salte i forbindelse med kontinuerlig snerydning.
Selv med disse foranstaltninger, må der forventes at opstå situationer, hvor Vejdirektoratets og kommunernes servicemål ikke kan overholdes.
Trafikanterne opfordres derfor til at følge med i trafiksituationen og altid køre efter forholdene.
Den samlede saltleverance i Danmark i februar svarer til 20.000 tons pr. uge.