Containermængder og -rater stiger
Shanghai-conainerindeks steg med 7,2 procent i sidste uge.
Markedsvilkårene for den kriseramte globale containerskibsfart er i bedring. Det viser The Shanghai Containerised Freight Index (SCFI), der steg med hele 7,2 procent i sidste uge.
Det skriver euroinvestor.dk med Alphaliner som kilde.
Det er angiveligt de forhøjelser af containerfragtraterne, som rederierne over en bred kam har gennemført, der nu begynder at slå igennem, fordi containervolumen atter er på vej op. Det betyder, at spotraterne på ruterne mellem Asien og Nordamerika, samt Asien og Europa er steget mærkbart.
Ud af mølposenEt klart tegn på, at krisen i containerskibsfarten er på retur, er at antallet af containerskibe i mølpose faktisk er faldet fra 581 skibe i begyndelsen af januar til 532 skibe 1. februar. Det har øget kapaciteten med 142.000 TEU. Dertil kommer, at der alene i januar er leveret 30 nye containerskibeskibe med en samlet kapacitet på 133.000 TEU. Et betydeligt antal nybygninger vil blive leveret i løbet af 2010.
Spørgsmålet er naturligvis, om kapacitetstilgangen kommer til at overhale de stigende containervolumener fra bedringen i verdensøkonomien. Sker det risikerer containerrederierne nye voldsomme fald i fragtraterne.