Udfordringer i 2010
Formand for Transportens Uddannelsesråd, Jan Aage Hansen, kigger frem på årets udfordringer.
2009 bød på helt nye rammer for landets AMU-centre, da Undervisningsministeriet i august måned gennemførte en omfattende udbudsrunde. Muligheden for at udbyde AMU-kurser blev tildelt færre skoler end tidligere – dette med en ambition om, at færre udbydere skal være med til at sikre kvaliteten på hver enkelt skole.
- Selve udbudsrunden kunne have været grebet anderledes an. Processen blev skudt i gang meget pludseligt og forløb helt klart uhensigtsmæssigt for skolerne. Når det så er sagt, tror og forventer jeg, at det nye set up vil medføre, at virksomhederne kommer til at opleve en øget grad af professionalisme i mødet med AMU-centrene, siger Jan Aage Hansen, der dog understreger dog, at det kommer til at kræve en høj grad af samarbejdsvilje fra skolerne, der nu i højere grad end tidligere i fællesskab skal koordinere kurserne.
Med udbudsgodkendelsen følger nemlig også en udbudsforpligtelse og herunder en forpligtelse til at samarbejde med andre institutioner med samme udbud.
- Og det kommer til at betyde, at virksomheder og kursister vil opleve langt færre aflyste kurser. Det har tidligere skabt stor frustration for brugerne, når planlagte kurser er blevet aflyst på grund af for få deltagere. Nu har vi hos TUR en forventning om, at alle annoncerede kurser også gennemføres. Det er en markant forbedring, siger TUR-formanden.
I kølvandet på udbudsrunden udpegede Undervisningsministeriet 13 skoler til at være VEU-centre og hermed stå for en samlet koordinering og formidling af alle AMU-kurser. Et VEU-center er den samlede betegnelse for samarbejdet mellem voksenuddannelsescentre (VUC) og de lokale udbydere af AMU. Centrene skal hver især dække et defineret geografisk område og tilsammen dække hele landet – alle AMU-udbydere er tilknyttet ét VEU-center.
- Jeg er meget begejstret for ideen om, at brugerne kommer i centrum, og at hele pakken præsenteres samlet. I den forstand er VEU-centrene et vigtigt redskab, siger Jan Aage Hansen.
SynliggørelseMed brugerne for øje fremhæver Jan Aage Hansen yderligere vigtigheden i at få synliggjort udbuddet af uddannelser. I august 2009 lancerede Undervisningsministeriet en ny uddannelsesportal Uddannelsesguiden.dk, hvor alle offentlige uddannelser og voksenuddannelser beskrives. Den 1. januar 2010 satte Undervisningsministeriet endnu en portal i søen: Efteruddannelse.dk. Her er alle AMU-kurser samlet, og det er obligatorisk for virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende at benytte portalen. Det betyder, at al tilmelding af medarbejdere til AMU-kurser skal ske digitalt via kursusportalen.
- Ideen bag disse portaler er jo rigtig god, men brugervenligheden halter voldsomt. Og her er det nødvendigt at gøre en indsats. Transportområdets uddannelser skal simpelthen synliggøres, og disse portaler skal målrettes vores brugere. Det vil vi i TUR slå et slag for i det kommende år, siger Jan Aage Hansen.
Mere uddannelseLige som AMU har stået over for store ændringer i 2009, har også EUD området mødt udfordringer i det foregående år. Den økonomiske krise har bl.a. betydet et markant fald i indgåelsen af uddannelsesaftaler – inden for stort set alle fagområder er ventelisterne til praktikpladser i stærk stigning, og der er ikke mange tegn i sol og måne på, at krisen er overstået.
Men det burde netop få virksomhederne til at tænke i uddannelse af medarbejderne, mener Jan Aage Hansen:
- Jeg har stor forståelse for, at virksomhederne har haft behov for at se situationen an. Det er jo en helt naturlig reaktion. Men som tingene ser ud nu, er der god grund til at tage de unge ind – eller ansætte voksenlærlinge. Der er nu tilskudsmuligheder, som faktisk betyder, at et lærlingeforhold kan give overskud.
Virksomhederne har mulighed for at opnå en kontant bonus på op til 50.000 kr. Med muligheden for AER-refusion og tilskud via overenskomsten til svendeprøvegebyr, studieture og lignende giver regnestykket i forhold til udgifter i forbindelse med lærlingeforhold i sidste ende overskud. Det må i henhold til Jan Aage Hansen motivere flere virksomheder til at tage lærlinge ind.