Paccar med plus
Den amerikanske lastvognsproducent med overskud for 71. år i træk.
Omsætningen på salget af lastbiler endte på 7,1 milliarder dollars mod 13,7 milliarder i 2008. På bundlinjen er der trods den massive omsætningsnedgang dog stadig et plus på knap 112 millioner dollars, mod 1,02 milliard året før.
Omsætningen var størst i USA og Canada med 4,1 milliarder dollars (5,6 milliarder i 2008), mens Europa faldt fra 7,0 til 2,8 milliarder og øvrige markeder fra 2,3 til 1,1 milliarder dollars.
Fjerde kvartal 2009 viste i øvrigt pæn fremgang. Alene i årets sidste kvartal var omsætningen 2,2 milliarder og dermed synes Paccar på vej ud af recessionen.
Paccar glæder sig over, at DAF i Europa med en markedsandel på 14,8 procent indenfor lastbiler +15 tons, nåede sin højeste markedsandel nogensinde. Kenworth og Peterbilt snuppede 25,1 procent af det nordamerikanske marked.