Kruse overtager Tørring-virksomhed
Midt i en krisetid har Kruse Maskintransport A/S opkøbt virksomheden Dansk Maskinmontage (DMM) i Tørring, hvorved virksomheden bliver landsdækkende.
Opkøbet af DMM er således et vigtigt led i fremover at kunne servicere virksomheder ved eksempelvis udskiftning af nedslidte maskiner.
- Vi står stærkt til at klare de fremtidige opgaver og opererer allerede i hele EU. Samtidig har vi i de seneste år trimmet organisationen, så planlægning, præcision og sikkerhed er i top, siger direktør Niels Arildtoft, Kruse Maskintransport.
Kruse Maskintransport A/S har afdelinger i Aalborg, Århus, København og nu også i Tørring. Virksomheden har været på transportmarkedet siden 1930 og i 1970 blev det for alvor maskintransport med kraner, som blev hovedaktiviteten.
– Tidligere var det helt nye fabriksanlæg vi satte op. De fleste flytninger i dag skyldes fusioner, konkurser eller at virksomheden flytter produktionen til udlandet, siger Niels Arildtoft, der forudser, at der inden for en overskuelig fremtid vil være en del udskiftning af nedslidte maskiner.
Med etableringen af afdelingen i Tørring og opkøb af montage-ekspertisen i DMM kan Kruse Maskintransport nu - ud over transport og baksning af maskiner og andet vanskeligt håndterbar gods fra endnu en afdeling i Jylland - også tilbyde at gøre arbejdet helt færdigt, idet DMM er kendt for deres kompetence indenfor demontage og montage ved nedtagning og opsætning af vanskeligt håndterbar gods.
- Nu har vi samlet trådene og kan udføre hele opgaven fra begyndelsen til enden, inklusiv planlægning og projektstyring. Og man skal kun ringe et sted, hvis man eksempelvis skal flytte et trykkeri, siger Niels Arildtoft.