Ny overføringshænger til Rygaard
Rygaard Transport & Logistic A/S i Grenaa, har for nyligt fået overdraget en fabriksny 3-akslet Kel-Berg overførselshænger ved Lastas Kel-Berg A/S i Hedensted.
Den nye påhængsvogn er udstyret med 3-vejs tipfunktion, pneumatisk knækbar træktriangel, 3 BPW aksler med tromlebremser, der er ophængt med BPW luftaffjedring. Lastas Kel-Berg A/S har bygget påhængsvognen op med langvanger, der er opsvejst til I-profiler/kasseprofiler i finkornsstål 690, med kraftige tipaksel og forstærkninger.
Tippeladet er monteret med vridningsstabiliserende forstærkningsplader i bag og ved tipstemplet, og ca. 2/3 af påhængsvognens længde er fremstillet som 3 vejs tipramme, tipbar til 49 grader. Den nye påhængsvogn passer til containere med indvendige og udvendige ruller i 160 mm. og 220 mm. Bagenden er konstrueret til containere i længder af 6.500 mm og til 7.000 mm.
For at kunne sikre de løse containere, er der monteret 4 luftstyrede låse på tippeladsrammen.
Salg og levering af den nye overførselshænger er forestået af adm. direktør Anders K. Larsens fra Lastas Kel-Berg A/S.