Jobskifte: Tidligere sælger og hans nye arbejdsgiver dømt for overtrædelse af markedsføringsloven.

I et mobilt og dynamisk arbejdsmarked, hvor vel nok de fleste medarbejdere prøver at skifte job mindst én gang i deres erhvervskarriere, er det uundgåeligt, at der til tider - og faktisk ikke helt så sjældent - opstår kontroverser mellem arbejdsgiveren og den nu tidligere ansatte. Og af og til også med sidstnævntes nye arbejdsgiver.

Disse uoverensstemmelser går så ofte på spørgsmålet, om arbejdstageren udnytter fortrolige oplysninger (erhvervshemmeligheder) fra sin tidligere arbejdsgiver i sit nye job i et forsøg på at skaffe den nye arbejdsgiver omsætning og konkurrencefordele.

Jeg har tidligere her i spalterne behandlet spørgsmålet om konkurrence og kundeklausuler, men dagens tema inspireret af en ny dom afsagt af Sø- og Handelsretten den 19. januar i år er i højere grad bundet op på de basale regler i markedsføringsloven om god markedsføringsskik og erhvervshemmeligheder.

I sager som den nu afgjorte, vil § 1 altid komme i spil og som regel også § 19, som mange er stødt ind i i denne bestemmelses tidligere udformning, da den hed § 10. Bestemmelserne har følgende indhold:

Sagen drejede sig om en sælger (Sælgeren), der havde videregivet og brugt erhvervshemmeligheder fra sit ansættelsesforhold hos E til fordel for sin nye arbejdsgiver W, og hvorvidt der i givet fald skulle udbetales erstatning fra Sælgeren og dennes nye arbejdsgiver. Herudover vedrørte sagen spørgsmålet, om Sælgeren havde krav på betaling for bl.a. feriepenge.

Sælgerens tidligere arbejdsgiver, E, er en international virksomhed, der designer, producerer og forhandler en lang række mekaniske og elektriske produkter til at fastgøre og fæstne rør og ledninger mv.

W. er en hollandsk baseret virksomhed, der udvikler og markedsfører samme art produkter som E og er dermed en konkurrent til E. Sælgeren havde forskellige stillinger i salgsafdelingen i E fra februar 1997 til udgangen af januar 2005, hvorefter han tog ansættelse hos W.

De ansatte i E var omfattet af en ”Code of ethics and conflict of interest policy”, hvorefter de bl.a. ikke måtte udføre arbejde for et konkurrerende firma, og en overtrædelse berettigede E til at anvende passende disciplinære reaktioner.

Af E’s mail- og kommunikationsretningslinjer fremgår, at alle mails tilhører E, og E forbeholder sig ret til at læse de ansattes mail. Endvidere må mails ikke anvendes til at sende fortrolige oplysninger til tredjemand. Efter E’s retningslinjer vedrørende software og hardware er alle computere og data derpå E’s ejendom, og computerne må kun anvendes til arbejdsrelaterede formål.

Sælgeren opsagde sin stilling hos E per e-mail den 21. december 2004 til udgangen af januar 2005. Han oplyste få dage efter E om, at han ville være sygemeldt i januar 2005 på grund af en operation.

Umiddelbart efter opsigelsen afbrød E Sælgerens telefon- og internetforbindelse. Ligeledes tilbageholdt E i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør feriepenge optjent i 2004 til sikkerhed for de krav, som E måtte have mod Sælgeren.

Sælgeren havde haft stillet en computer til rådighed. Efter at have modtaget den retur fra Sælgeren kunne E konstatere, at alle filer var slettet, og at skærmen var ødelagt. Det er muligt, at Sælgeren herved mente, at alle spor var slettede og at den hellige grav var velforvaret, men som det senere skulle fremgå, er moderne it-teknik ikke sådan at narre.

En af E’s store kunder var S, der er en stor grossist i Danmark på el-, VVS- og ventilationsmarkedet, og som blandt andet leverer til skibs- og offshorebranchen. Varerne til S blev leveret fra et lager i Holland.

Samarbejdet mellem S og E var ikke problemfrit. Den 4. marts 2004 afholdt disse parter et møde til drøftelse heraf. I referatet er nævnt 10 punkter, som skulle løses, og ud for hver punkt er anført en ansvarsperson hos E. For så vidt angår Sælgeren havde han ansvaret, når der forelå en længere leveringstid.

Under den senere sag kom det frem, at Sælgeren i det tidlige efterår 2004 begyndte at have e-mail og telefonkontakt med en repræsentant fra sin kommende arbejdsgiver W. Det fremgik bl.a. af gendannede e-mails og ”genoprettede” voice-mails, der senere blev fundet på harddisken på Sælgerens personlige computer.

Af dette bevismateriale fremgik bl.a., at Sælgeren inden fratrædelsen fra virksomheden E, havde en større aktivitet for og med sin kommende arbejdsgiver W, og havde udvekslet oplysninger i form af regneark og specifikke produktbetegnelser og priser mv., som var følsomme oplysninger fra virksomheden E.

Under sagen anlagt ved Sø- og Handelsretten nedlagde virksomheden E påstand om, at Sælgeren og dennes nye arbejdsgiver W sammen (insolidum) skulle betale ca. 1.900.000 kr., som var beregnet ud fra et skøn over tabt dækningsbidrag på de ordre, der var mistet.

Sælgeren nedlagde på sin side påstand om, at han havde godt 84.000 kr. til gode for bonus, feriepenge, telefon og godtgørelse for fejl i ansættelsesaftalen. Denne del af sagen vil ikke yderligere blive omtalt her, bortset fra at jeg kan oplyse, at Sælgeren fik tilkendt netop det beløb, han havde nedlagt påstand om.

I Sø- og Handelsretten anførte advokaten, der repræsenterede sælgerens tidligere arbejdsgiver E, bl.a. at den bevisførelse, der havde fundet sted i retten bl.a., havde klarlagt, at sælgeren havde udvekslet fortrolige oplysninger med sin kommende arbejdsgiver allerede inden, han havde sagt op hos E, og at oplysningerne var fortrolige, bl.a. fordi de vedrørte omsætningstal og prisoplysninger, og dermed igen kunne betegnes som ”erhvervshemmeligheder”.

Oplysningerne og den aktivitet, der havde fundet sted, havde efter advokatens opfattelse givet sælgerens nye arbejdsgiver W et forspring i konkurrencen i forhold til E, der ikke havde sandsynliggjort, at man lige så let kunne have fået de samme oplysninger på anden måde, end fra netop sælger.

De ovennævnte betragtninger er relevante i forhold til markedsføringslovens § 19, og for så vidt angår § 1, henviste advokaten til, at sælgerens troværdighed var blevet svækket under sagen, bl.a. fordi han flere gange havde skiftet forklaringer, hvortil kom, at han havde ødelagt harddisken på sin pc og på flere måder handlet illoyalt ved ikke at videregive relevante oplysninger til sin tidligere arbejdsgiver under ansættelsen der.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at Sælgeren i perioden op til sin opsigelse hos E havde forsynet W med oplysninger om E’s samlede salg til forskellige kunder.

Retten finder, at sådanne oplysninger har karakter af erhvervshemmeligheder. Det kan endvidere lægges til grund, at Sælgeren i samme periode til E’s agent i Mellemøsten fremsatte et tilbud på vegne af W.

W’s pris var sat under E’s pris, der ligeledes var oplyst overfor agenten. Retten fandt herefter, at Sælgeren ved at overdrage fortrolige oplysninger til W og ved at fremsætte et tilbud på dette firmas vegne som sket, havde handlet i strid med markedsføringsloven § 19 (tidligere § 10).

Hertil kom, at Sælgeren i månederne op til sin ansættelsesstart i W i større omfang havde forsynet W med oplysninger om E’s kunde S. Retten fandt det ikke godtgjort, at de overførte oplysninger i sig selv var erhvervshemmeligheder. Uanset dette ansås en sådan systematisk videreformidling af en viden, som Sælgeren havde om S som følge af sin ansættelse hos E, at være i strid med markedsføringsloven § 1.

Retten fandt det endvidere godtgjort, at W aktivt havde brugt de oplysninger, som Sælgeren forsynede dem med, til at fremsætte et tilbud til S. Oplysningerne om S satte W i stand til at fremsætte et konkurrencedygtigt tilbud hurtigere, end det ellers ville have kunne ske. W havde opnået et uberettiget forspring i konkurrencen og derfor handlet i strid med markedsføringsloven § 1 og § 19.

Efter bevisførelsen fandt retten det godtgjort, at der hos S var en vis utilfredshed med E, således at det ikke var usandsynligt, at S ville finde anden leverandør. Det forhold, at W med bistand fra Sælgeren var i stand til at fremsætte et tilbud allerede på det tidspunkt, havde efter rettens opfattelse fremskyndet et leverandørskiftet. Da S ikke var bundet af et opsigelsesvarsel i samarbejdsforholdet med E, fandt retten, at erstatningen skønsmæssigt kunne fastsættes til 300.000 kr.

Sælgeren og hans nye arbejdsgiver W skulle altså betale godt 300.000 kr., hvortil kom, at Sælgeren og dennes nye arbejdsgiver i sagsomkostninger skulle betale næsten 200.000 kr.