23948sdkhjf

Multimedier til beskatning

Det er surt at betale skat - især hvis man kan undgå det.

Det er surt at betale skat - især hvis man kan undgå det.



Af advokat Anders Hedetoft & advokat Martin Juste, Delacour Dania, Århus

I foråret 2009 vedtog Folketinget en ny skattereform, forårspakke 2.0, som trådte i kraft d. 1. januar 2010. Den nok mest kendte nyhed i denne reform er indførelse af multimediebeskatningen, som har givet anledning til adskillige debatter, drøftelser og diskussioner i både medierne og ude på arbejdspladserne. Men det er muligt at undgå unødvendig beskatning, hvis man er opmærksom på reglerne bag.

Indførelse af multimediebeskatningen har medført en storm af henvendelser til Skat fra utilfredse borgere, som nu risikerer at blive beskattet af fri telefon, computer eller internetforbindelse. Men det er muligt at undgå beskatningen, såfremt man holder sig inden for de tilladte rammer og er opmærksom på ikke at tage sin arbejdstelefon eller computer med hjem efter arbejdstid.

Betingelser

Begrebet multimedie dækker over fri telefon (abonnement og forbrug), internetforbindelse, mobiltelefoner, computere og PDA´er. Derimod omfatter multimediebeskatningen ikke et fjernsynsapparat, tv-licens eller andet lignende. Disse goder vil i stedet fortsat blive beskattet med godets reelle værdi som et løntillæg.

Multimediebeskatningen er personlig. Det vil sige at medarbejderen beskattes af 3000 kr. pr. år uanset om medarbejderen alene får stillet én fri telefon til rådighed eller om medarbejderen også får fri computer og internet stillet til rådighed.

Beskatningsgrundlaget er det samme for medarbejderen i alle tilfælde, af hvilken grund det vil være mest fordelagtigt for medarbejderen at få flere multimedier stillet til rådighed af arbejdsgiveren, hvis man alligevel skal betale multimedieskatten.

En helt afgørende forudsætning for at medarbejderen skal beskattes af et multimedie er, at multimediet er stillet til rådighed for medarbejderen som et led i et ansættelsesforhold, det såkaldte rådighedsbegreb.

Det er særligt denne betingelse, der har givet anledning til diskussion, da mange medarbejdere er vant til at tage telefon og computer med hjem efter arbejdstid. Men det er netop på dette område man som medarbejder skal være særligt påpasselig, hvis man vil undgå multimediebeskatningen.

Privat rådighed

Med multimediebeskatningen indføres der en formodningsregel for privat rådighed. Såfremt et multimedie én gang hjemtages, vil der være en formodning for, at det har været stillet til rådighed til privat benyttelse for medarbejderen, hvilket resulterer i multimediebeskatning.

Denne formodning kan afkræftes, men det er meget vanskeligt vedrørende computere m.v., hvor man ikke som ved telefoner kan trække lister over opkald og dermed dokumentere den ikke-private anvendelse. Hjemtages en computer eller mobil internetforbindelse blot én gang, må man som medarbejder forvente at blive beskattet heraf, da formodningsreglen er meget svær at afkræfte.

Der gælder dog nogle få undtagelser til rådighedsbegrebet i særlige tilfælde, fx tilkaldevagter, hjemmearbejdende og rejsende medarbejdere. I disse tilfælde kan medarbejderen under stramme betingelser hjemtage multimediet uden at udløse beskatning.

Men undtagelserne har dog et meget snævert anvendelsesområde og man må derfor som arbejdstager være meget påpasselig, såfremt man vil undgå beskatningen. I alle tilfælde må multimediet ikke anvendes privat og blot en enkeltstående overtrædelse vil udløse multimediebeskatningen.

Fordele

Multimediebeskatningen indebærer ikke kun ulemper for medarbejderen. En af fordelene ved den nye model er, at man som medarbejder bliver beskattet af 3000 kr. uanset hvor mange multimedier man har til rådighed, ligesom det er uden betydning, hvor meget telefonen anvendes eller hvor hurtig en internetforbindelse, der stilles til rådighed.

Hvis man derfor har flere multimedier til rådighed, kan multimediebeskatningen derfor udgøre en økonomisk fordel for arbejdstageren i forhold til tidligere.

Forårspakken åbner desuden op for den mulighed, at man som medarbejder kan tilbydes en bruttolønsordning for yderligere multimedier, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, men ikke betaler for. Disse multimedier kan medarbejderen betale over bruttolønnen, dvs. få rådighed over dem til en favorabel pris, fordi godet betales før skat.

Undgå skattesmækket

Som beskrevet i artiklen, skal man som arbejdstager være meget opmærksom, før man hjemtager et multimedie fra sin arbejdsplads. Èn enkeltstående overtrædelse af rådighedsbegrebet udløser multimediebeskatningen, endda også i tilfælde, hvor multimediet reelt ikke har været benyttet privat.

Men det er muligt helt at undgå multimediebeskatningen eller eventuelt udnytte den til sin egen fordel i samarbejde med sin arbejdsgiver.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066