Populær svensker i nordisk antræk
Mange danske vognmænd foretrækker Scania med den mindste V8 motor frem for den sekscylindrede lillebror.
Af Finn Bjerremand
Blandt mange selvkørende vognmænd og vognmandsvirksomheder med få enheder i flåden, er Scanias R500 med V8-motoren på 500 hk en meget populær lastvogn.
Når man vælger en 500 hk motor på 8 cylindre skal det holdes op i mod, at man kan vælge en fuldstændig identisk Scania med en 6 cylindret rækkemotor og en topydelse på 480 hk. Med de mange hestekræfter og V8 motoren siger man farvel til 435 kg ekstra lasteevne på grund af den forøgede egenvægt – ja endog helt op til 445 kg, hvis man har en gearkasse uden overgear. Derimod er der ikke stor forskel i prisen - måske omkring 5-6000 kr.
Scania R500 er derfor til vognmanden, som en stor del af tiden kører med et modulvogntog med tunge læs, eller måske kører på Norge med fuld vogntogsvægt, hvor der er mange store stigninger, og han godt kan bruge mere power. I disse situationer vil det måske endda være oplagt at vælge en version med en 560 hk motor eller måske en 620 hk motor. Men her er der ikke rigtig noget alternativ på Scanias butikshylder.
Der er dog andre forhold som taler for, at man bør vælge en V8 motor. Det kan eksempelvis være at man gerne vil have en lastvogn med en miljøløsning, som muliggør at man kan køre overalt og tanke overalt. I den henseende er V8-motoren med SCRkatalysator som skal bruge AdBlue klart at foretrække, da den ikke skal bruge ad-Blue.
En anden væsentlig grund kan være en holdning til, at V8 motoren har en længere levetid end den lidt mindre 6 cylindrede rækkemotor. En højere gensalgspris kan derfor også være et væsentligt argument.
Men som transportmarkedet er lige nu, drejer det sig nok om at reducere omkostningerne til det mindst mulige. Derfor er det nok den store kugleramme, der skal tages i brug, for at nå et facit. Kan man som lastbilejer forsvare at sige nej tak til et halv ton gods, hver gang der køres en tur? Hvis man kun har brug for en motor på omkring 500 hk, kan man så ikke lige så godt vælge 480 hk-versionen?
KomfortabelMen hvad har Scanias R500 så at byde på? Vi har haft lejlighed til at prøvekøre en ny R500 6x2, som en rigtig nordisk bogietrækker med drivakslen forrest i bogien.
Der er sikkert mange læsere som i den netop indtrådte vinterfase har konstateret, at såfremt man vil kunne køre hver eneste dag året rundt - også i vinterføre - så skal det være en bogietrækker eller en trækker med en tandembogie.
Overalt har man med egne øjne kunnet se vogntog med to-akslede trækkere og twinsteer/pusher-trækkere, der har generet trafikken, fordi de har svært ved at sætte i gang i sneføret.
Tilkoblet en lastet tre-akslet tipsættevogn, kørte jeg en testrunde i Syd- og Østjylland, hvor ruten byder på alle tænkelige vejtyper. Under testkørslen besøgte vi også en grusgrav, hvor der var mulighed for at opleve den moderne udgave af Opticruise-transmissionen i terræn.
Som alle de tidligere erfaringer med den nye Opticruise må jeg erkende, at den også her klarer sig fortrinligt. I sammenhæng med den stærke motor, kørte vi op af en bakke ude i terrænet, hvor jeg havde forventet, at den nok havde ”sat” trækhjulene rundt, og vi måske ville blive stående. Men på trods af, at hverken bogieliften eller differentialespærringen var aktiveret, trak den bare ved meget lave omdrejninger op over den korte og relative kraftige stigning.
Igen må jeg også konstatere, at jeg på intet tidspunkt følte at der var brug for en koblingspedal. Opticruise klarer både gearskifte og koblingsarbejdet til topkarakter.
FornuftigR500 er udstyret med den mindste V8 motor i serien - 16 liters motoren DC16 19 har en topydelse på 368 kW eller 500 hk, som præsteres ved 1800 omdrejninger i minuttet. Motorens højeste drejningsmoment er på 2500 Nm, der afleveres i feltet mellem 1000 og 1350 omdrejninger i minuttet, og som giver en god flad momentkurve.
V8 motorblokken er konstrueret med en vinkel på 90 grader mellem cylindrene, og brændstofindsprøjtningssystemet er af typen Scania PDE. Motoren er udstyret med turbo og intercooler, og efterbehandlingen af udstødningen klares af en Scania SCR katalysator, som fungerer ved hjælp af AdBlue (for at opfylde euro 5-normen).
Scania kan endnu ikke levere en lastvogn med en effekt på mere end 420 hk, der samtidig kan opfylde EEV-normen, så indtil videre må kunderne enten nøjes med en Euro-5 version eller gå drastisk ned i effekt.
Transmissionen er en Scania gearkasse af typen GRS0905R med Opticruise-gearskifte uden koblingspedal.
Bremsesystemet er med skiver på alle hjul, og er et ABS/EBS system af typen 6S/5M. Desværre er der ingen ESP på vognen, hvilket må betegnes som en stor mangel. Til gengæld er vognen udstyret med Hillhold, der må betegnes som et uundværligt udstyr, som kan være med til sikre en mere rolig og sikker igangsætning på bakker eller skråninger uden at man risikerer at vogntoget ruller tilbage.
Ud over vognens driftsbremser, der fungerer brillant og præcis, så er vognen også udstyret med en Scania-retarder, hvilket er et godt udstyr til at holde omkostningerne på driftsbremserne nede.
Til gengæld koster retarderen en lille smule på vægten - ca. 50 kg - ligesom det betyder en ekstra investering på ca. 20.000 kr.
Flot førerhusFørerhuset er et CR19 af typen High Line, hvor 19 står for længden regnet i decimeter fra rat-centrum til den indvendige bagvæg og Highline står for den mellemste højde. Et ganske fortrinligt valg til en allround trækker, hvor chaufføren måske skal overnatte to-tre gange i løbet af ugen.
Førerhuset er ophængt i fire luftbælge, som sikrer en god affjedring under alle køreforhold. Der er god plads i den rummelige hytte, som med den seneste opdatering i efteråret er helt i top.
Førerpladsen og hele miljøet er blevet betydelig bedre og implementeringen af Driversupport, der kan lære føreren at blive bedre til at køre og begå sig fornuftigt i trafikken, er et stort plus.
Det totale billede af den nordiske trækkerversion er en allround trækker med et højt niveau på såvel førerkomfort, som anvendelighed og kvalitet.
Under testkørslen kørte vognen præcis, styringen foregår let og nøjagtig. Det er blot at korrigere lidt på rattet, så ændres kursen i den ønskede retning. Det er ganske forståeligt at Scania R500 er en populær lastvogn blandt chauffører og selvkørende vognmænd, og det er en rigtig allround lastvogn, der som trækkerversion kan lave alt muligt.
fba@transinform.com