Kulør på tilværelsen
43-årige vognmand Peter Ortmann Nielsen fokuserer på de gamle dyder kvalitet og fleksibilitet i familieforretningen Preben O. Nielsen Vognmandsforretning i Ballerup
Af Lars Lassen
Preben O. Nielsen Vognmandsforretning A/S i Ballerup er en af udløberne af den gamle vognmandsfamilie P.O. Nielsen.
Vognmand Peter Ortmann Nielsen, 43, er opkaldt efter sin farfar af samme navn, der stiftede det, der blev P.O. Nielsen, i 1938.
Han forlod sammen med sin egen far Preben Ortmann Nielsen familievirksomheden P.O. Nielsen – der i dag er en del af Renoflex-gruppen - og stiftede vognmandsforretningen Preben Ortmann Nielsen i januar 1989.
- Ifølge min farmor, Edith Ortmann Nielsen, så er vi faktisk fjerde eller måske endda femte generation af vognmænd i familien. Men det er lidt usikkert, fortæller Peter Ortmann Nielsen i den lille kaffestue i den pavillon, der i øjeblikket huser administrationen i virksomheden, der planlægger at bygge nye kontorer og værksted i løbet af foråret.
Virksomheden kører med seks kran-grab biler, fem flak-biler , samt tre store og en lille fejemaskine. Lastbilerne kører på det meste af Sjælland, med tyngdepunkt omkring Hovedstaden.
Stop i tideEdith Ortmann Nielsen lever stadigvæk, mens Peter Ortmann Nielsens far Preben Ortmann Nielsen gik bort for næsten to år siden. Peter overtog allerede faderens andel i det fælles vognmandsselskab i 1999.
- Jeg har været med fra dreng af. Fik stort kørekort, da jeg blev 18 mens jeg var i lære som lastvognsmekaniker. Da kørte jeg så i weekenden. Efter jeg var udlært, så kørte jeg eksport syd på for P.O. Nielsen i halvandet – to år indtil der opstod lidt knuder mellem de tre brødre. Så startede jeg sammen med min far herude.
Eksportkørslen fik en ende, da det blev sværere og svære at fastholde en fornuftig forretning på at køre udenlands.
- De har altid været hurtige til finde ud af, hvis de ikke tjente nogen penge. Så stoppede de bare med det og begyndte på noget andet. Den lærdom har de været gode til at give videre. Derfor droppede man eksportkørslen for mange år siden. Det er også derfor vi her i virksomheden ikke kører med trækkere og tip-sættevogne, selv om det vil være nærliggende. Men vi gider ikke ligge og kæmpe med alle de andre. Det er vi sgu ikke gode nok til, siger Peter O. Nielsen ivrigt og fortsætter:
Fleksibilitet og service- Vi prøver i stedet at fastholde et højt serviceniveau, fordi det er det vi altid har været gode til. Det kan man faktisk stadig få kunderne til at betale for. De store aktører er dygtige til mange ting. Men når det gælder om at matche små entreprenører og håndværksmestres behov i det tempo, som passer deres drift, så kan de ikke være med. Vi kan levere en helt anden service og fleksibilitet, hvor mindre kundevirksomheder ofte drukner hos de store.
- Vi har altid en eller to biler stående i reserve, og alle her kan springe til, hvis det bliver nødvendigt. Det kræver naturligvis fleksible folk og det har vi heldigvis, for vi kunne ikke leve uden.
Han fremhæver flere gange personalets betydning for virksomhedens succes.
- Det kræver både engagement og faglig kunnen, at levere den service, som er vores styrke. Tre af vores chauffører har haft 10 års jubilæum og den der har været her i kortest tid, har været er i mere end tre år.
- Vi har heller aldrig lukket for telefonerne. Her vil kunderne aldrig blive mødt med en telefonsvarer. Der altid nogen, der tager telefonen, siger Peter O. Nielsen.
Styrket af krisenDen kolde vinter har givet lidt ekstra aktivitet for de fire lastvogne, som Preben O. Nielsen har beskæftiget med saltning og snerydning. Det måtte dog gerne være endnu mere, mener den forholdvis unge, men garvede vognmand, der gerne ville låne lidt af det kraftige snefald, der har ramt andre dele af landet hen over julen.
Krisen har også sat spor i Ballerup-virksomheden.
- Jeg syntes vi får det til at løbe fornuftigt rundt. Vi kan naturligvis mærke krisen lige som alle andre. Men vi har været heldige, fordi vi i bestyrelsen har drøftet tingene løbende og vi har skåret ind til benet med jævne mellemrum, så vi har en effektiv og trimmet forretning, siger Peter O. Nielsen.
Preben O. Nielsen Vognmandsforretning har skåret vognparken ned med to biler og taget afsked med to chauffører, samt en enkelt ansat i administrationen. Omsætningen i 2009 ligger omkring 15-20 procent under niveauet før finanskrisen satte ind.
- Krisen er hård, men den vil også styrke branchen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer stærkere ud af krisen, når den engang er forbi. Vi har allerede lært meget og vi kommer til at lære mere i den kommende tid.
- Vi er så heldige, at vi ikke bundet af vores vognpark på samme måde som mange ndre. Vi kan sælge, hver eneste af vores biler uden tab, fordi vi enten har finansieret dem selv eller fordi vi – når vi har finansieret bilerne via lån – så er der lagt en solid udbetaling og bilerne er betalt i løbet af fem år. Mange banker og leasingselskaber har tilbudt at finansiere biler til både en og to millioner kroner uden en krone i udbetaling og så med en tilbagebetalingstid på 7-8 år. Det er simpelthen ikke holdbart, siger Peter O. Nielsen, der er stærkt kritisk over for de konkursryttere, han mener får lov til at fastholde markedet i en prisklemme.
- Der er for mange, der for lov til at køre videre, selv om de har vist, at de ikke kan finde ud af at drive en forretning. De dumper priserne i desperation og dermed undergraver de ikke bare deres egen forretning, men hele markedet. Det at man har tilladt, at virksomhederne har kunnet udskyde moms og skatteindbetalinger har blot forlænget livet for de usunde virksomheder til skade for resten af branchen. Det bliver endnu mere grotesk, når man så ser på dem, der er gået konkurs en dag, for så at fortsætte i et andet selskab den næste. De kan tilmed få lov til at fortsætte med at køre for stat og kommuner, selv om de skylder dem penge. Det er helt hen i vejret.
Næste generationPreben O. Nielsen skulle have påbegyndt byggeriet af et nyt værksted og administrationbygning sidste efterår. Projektet er blevet udskudt. Peter O. Nielsen forventer dog, at byggeriet kan gå i gang i løbet af foråret.
Hustruen Sanne arbejder også i virksomheden. Parret har to børn, datteren Camilla på 18 og sønnen Jacob på 15. Jacob er allerede så småt ved at blive kørt i stilling til et job i familievirksomheden.
- Han vil gerne, siger Peter O. Nielsen, der ikke helt kan skjule stoltheden. Det er meningen han skal starte på teknisk skole for at blive lastvognsmekaniker, når han er færdig med folkeskolen. Herefter er planen, at han skal starte her.
Datteren Camilla har allerede hentet erfaringer på virksomhedens kontor, hvor hun sidste sommer fungerede som afløser. Hun overvejer en uddannelse som speditør.
Kunst på kølerenNæsten alle Preben O. Nielsen Vognmandsforretnings lastbiler fungerer som lærred for den norske airbrush-kunstner Ivar Åsland.
Preben O. Nielsens lastbiler skiller sig ud fra de fleste andre lastbiler i bybilledet i Hovedstadsområdet. Fabrikslakeringen er erstattet af et professionelt lak-arbejde, krom og en række flotte dekorationer af den anerkendte norske airbrush-kunstner Ivar Åsland.
- Vi fik den første bil rigtigt dekoreret i 2005. Jeg kom til at tale med Ivar Åsland – der har dekoreret vores biler - og fandt ud af, at det faktisk var rimeligt i pris. Chaufføren fik så lakfirmaet til at sponsorere malingen til den første bil og så fik vi lavet bilen med de gamle P.O. Nielsen biler på, som jeg betalte selv, fortæller Peter O. Nielsen.
- Når man køber en bil til 1,8-1,9 millioner kroner, så betyder det altså ikke det store, om du skal give 30.000 for at få den dekoreret. Der skal også være plads til at have det lidt sjovt og så fik vi også lidt af historien med. Vi har så fået lavet flere biler siden med mindre malerier på.
- Det vækker jo lidt opmærksomhed – også hos vores kunder. De kan huske, at det var en bil med den og den tegning på, men de kan ikke huske navnet på chaufføren. Det er også en måde at vise, at vi gør noget ekstra ud af vores arbejde. Vi tager vores arbejde seriøst og kunderne alvorligt, samtidig med der skal være plads til et smil eller to. Vi behøver jo ikke alle køre i hvide fabriksmalede biler, siger Peter O. Nielsen.
- Chaufføren passer også lidt bedre på en flot lastbil. Men vores biler er ikke pyntegenstande. De bliver brugt og de kører nøjagtig de samme steder som alle andre gør. Vi får dog typisk en noget bedre pris, når vi sælger den type biler, fordi der er mange, som gerne vil skille sig lidt ud fra mængden.
Priser og præmierFamilien har bopæl klos op ad virksomheden.
- Det er praktisk, når man gerne vil opretholde et højt serviceniveau og kunne betjene kunderne døgnet rundt alle ugens syv dage. Da jeg også er blevet bedre til at holde fri i weekenden og i ferierne, så er det faktisk ok, siger Peter O. Nielsen.
Fritiden bliver tilbragt i familiens sommerhus eller på lastbiludstillinger rundt omkring i Nordeuropa. En hobby, som Peter O. Nielsen har dyrket efter han begyndte at dekorere sine egne biler.
- Vi deltager vel efterhånden i en 6-7 truckerfestivaller om året. Både herhjemme og i Sverige og Norge. Men vi har også deltaget i shows i Holland og Polen. Så plejer vi at sætte familiens personbil på ladet når vi kører af sted. Så kan vi komme lidt omkring og holde ferie samtidig, fortæller Peter O. Nielsen.
ll@transinform.com