Foran an mig på den flade villavej holder en VW Golf.

Hjulene drejer rundt, men der sker ikke noget. Danmark oplever for første gang i mange år en rigtig vinter. Der ligger sne på vejene mere end én gang og det hvide lag er ikke altid et smukt syn. Det volder os problemer.

Jeg stiger ud af bilen for at give bilisten et skub. Jeg spørger hende om hun har vinterdæk på og hun svarer nej.

”Tror du så ikke hellere, du skulle køre hjem igen?” siger jeg – og det vælger hun at gøre.

Men det er ikke alle der bare kan vende om og køre hjem. Tusindvis af chauffører har vinteren igennem trodset det dårlige vejr for at komme ud med aviser og fødevarer, foder til landbrugene, olie til fyret eller pakker til kunderne. For slet ikke at tale om de mange chauffører, der har ligget på landevejene i nattetimerne for at rydde vejene.

Det er disse uger at hverdagens helte fortjener en ekstra stjerne på skulderen, og hvor den professionelle chauffør for alvor viser sit værd.

Men der var også dage, hvor selv den bedste fører og hans veludstyret lastbil måtte give fortabt. Hvor pakkeposten måtte blive hjemme, avisen måske ikke kom ud, eller hylderne på supermarkedet ikke kunne fyldes op.

Det er sådanne dage, hvor vi for alvor kan mærke, hvordan vi mennesker er underlegne når det gælder naturens luner. Og hvor kun kan ryste på hovedet, når enkelte hidser sig op over, at avisen er udeblevet eller der ikke er friske varer på hylderne.

Men så er det heller ikke værre. Og det er vel lige flot nok at kalde det en snekatastrofe, fordi vi ligger under en hvid dyne i et par dage – vi har stadig varme på radiatoren, mad i skabet og vand i hanerne.

En katastrofe er noget helt andet. Det får vi vished om i disse uger, når vi ser billederne fra Haiti. Imens har naturen kastet et lille fnug over Danmark.