23948sdkhjf

EFFIE Prisen 2010: Bring tog sejren

Jernbane-løsning med fersk fisk til Italien og grøntsager til Norden blev hædret på Danske Speditørers jubilæumskonference.

Jernbane-løsning med fersk fisk til Italien og grøntsager til Norden blev hædret på Danske Speditørers jubilæumskonference.



Bring Frigoscandia i Aalborg blev fredag hædret med EFFIE Prisen 2010 på Danske Speditørers Jubilæumskonference på Børsen i København.

EFFIE Prisen gives til en dansk speditørvirksomhed for effektive, innovative og energirigtige løsninger.

Bring Frigoscandia fik prisen for sin jernbane-løsning til transporten af fersk fisk og grøntsager til og fra Italien. Ud over hæderen følger der også 10.000 kroner med, som vinderen må donere til velgørenhed eller foreningslivet i sit lokalområde.

Med i opløbet til prisen var desuden Itella for deres nye logistikløsning til virksomheden Peterson Packaging, og Blue Water Shipping for deres rolle i skabelsen af et shortsea-netværk i Esbjerg.

Første gang

EFFIE Prisen blev uddelt for første gang i år. Baggrunden for prisen, der er indstiftet af Danske Speditører og Danmarks Transport-Tidende, er, at danske speditører leverer logistikydelser i verdensklasse, men at branchen ikke altid husker at fortælle de gode historier.

Danske Speditørers tre regioner havde hver især indstillet en kandidat til prisen og dommerkomiteen med professor Britta Gammelgaard fra CBS, global logistics director Lars Syberg fra Mölnlycke, direktør Martin Aabak fra Danske Speditører og direktør Gwyn Nissen fra Dansk Transport Forlag var på en meget vanskelig opgave.

Innovativt

- Hver især havde de tre nominerede virksomheder fortjent at vinde, sagde Gwyn Nissen i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Danske Speditørers direktør Martin Aabak hæfter sig ved, at ”speditøren er den moderne og neutrale transportarkitekt, der designer effektive transport- og logistikløsninger til industri- og handelsvirksomheder i store dele af verdenen, hvor den moderne samhandel ofte kommer til udtryk i en yderst kompliceret proces, hvor dokumenter, toldforhold, sikkerhedsprocedurer og miljø på en effektiv og proaktiv måde skal indtænkes i hele logistikkæden – i et tæt partnerskab med kunden og de øvrige aktører i logistikkæden.

Dommerne sagde

Om vinderen Bring Frigoscandia sagde dommerne blandt andet:

”Hvis man kan flytte ferskvarer fra landevej til en jernbane/intermodal-løsning, så må det i sig selv dokumentere at kvalitet, stabilitet, lead-time og informationsflow er i top – det er da både innovativt og miljørigtigt.”

Derudover bemærkede de, at ”Bring Frigoscandia har vist, at det faktisk er muligt at transportere ferskvarer fra Nord- til Syd-Europa ved hjælp af en intermodal løsning, der skaber værdi for miljøet, men så sandelig også for kunderne, der kan bruge denne klimavenlige løsning i sit sagsarbejde over for deres kunder.”

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063