23948sdkhjf

Cabotagevejledning uden frygtet gys

Udenlandske lastvogne slipper for at køre helt hjem inden de igen kan køre cabotagekørsel.

Udenlandske lastvogne slipper for at køre helt hjem inden de igen kan køre cabotagekørsel.



Der er lettelse hos Danske Speditører efter det står klart, at den danske cabotage-vejledning ikke kommer til at indeholde krav om, at udenlandske lastvogne skal tilbage til hjemlandet, inden en ny international transport med tre efterfølgende cabotagekørsler kan påbegyndes.

Det oplyser chefkonsulent Peter Rejnholdt Petersen, Danske Speditører.

- Det betyder, at en udenlandsk bil efter en afsluttet tur til Danmark kan køre til et tredjeland, komme tilbage med gods til Danmark og lovligt udføre tre cabotagekørsler. Vi var ikke begejstrede for forlydender om, at man ville kræve bilerne tilbage til hjemlandet før en ny tur med cabotagemulighed. Den formulering, vi har set, gør trods alt tingene en smule mere fleksible, siger Peter Rejnholdt Petersen og fortsætter:

- Vi er tilfredse med at færdselsstyrelsen har lyttet til os, men det er klart, at cabotageforordningen overordnet set stadig er skadelig for effektivitet og miljø, sådan som det også påpeges i en rapport fra EU’s miljøagentur.

Kun lejlighedsvis

En bestemmelse i vejledningen om, at cabotagekørsel er ulovlig, såfremt den udføres på en sådan måde, at der skabes en permanent eller løbende aktivitet, er bibeholdt. I værste fald kunne forordningen fortolkes derhen, at flåder af køretøjer, som regelmæssigt bruges til at forsyne den samme kunde, ikke kan udføre cabotage, og derved forringe rentabiliteten og miljøvirkningen mærkbart.

Danske Speditører vil i så fald gøre gældende, at den danske vejledning netop har taget stilling til spørgsmålet om store flåder af køretøj, da det fremgår af vejledningen, at cabotagereglerne alene er gældende for det "specifikke køretøj, eller hvis der er tale om et sammenkoblet vogntog, motorkøretøjet heri".

- Under alle omstændigheder vil sager om overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel kunne indbringes for domstolene. Det er vigtigt at få fastslået, hvad der er gældende ret, siger Peter Rejnholdt Petersen.

Færdselsstyrelsens vejledning skal udelukkende ses som et arbejdsredskab for politiet, hvilket også blev slået fast på mødet med Færdselsstyrelsen, og man kan ikke få en bøde alene på baggrund af denne vejledning. Det er altid forordningen, der har forrang.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078