Første DAF lastvogn med ACC
Vognmandsfirma satser på både høj trafiksikkerhed og højt miljøniveau.
Hos transportfirmaet Ejvind Hviid A/S i Skjold ved Juelsminde satser man både på miljøvenlige lastvogne og et højt niveau på trafiksikkerhed. Firmaet har netop inden for meget kort tid fået leveret sin anden EEV certificerede lastvogn, der bl.a. også som den første DAF lastvogn i Danmark er udstyret med ACC.
- Som aktør indenfor dagligvarer distribution har vi en moralsk forpligtigelse, til at transportere godset så skånsomt og miljørigtigt, som kan lade sig gøre. Det gælder både støjniveau og udledning af CO2-partikler- samt i det hele taget at optræde ansvars og hensynsfuldt, siger vognmand Ejvind Hviid til Danmarks Transport-Tidende.
- Vi leverer altid direkte til kunden, så vi har meget bykørsel, der også betyder at vi f.eks. må bakke ind til en butik midt i myldretiden. Det betyder også at kunderne i butikken lægger mærke til vores optræden, så for at "klæde" chaufføren ordentlig på, har vi bl.a. også valgt at specificere vores nyeste lastvogn med bl.a. ACC.
EEVDen nye trækker er en DAF FT XF 105.460 4x2 trækker med en 6 cyl. motor, der opfylder EEV normen. EEV står for Enhanced Environmental friendly Vehicle og er en norm, der nærmest ligger i mellem Euro-5 og Euro-6. Trækkeren er bl.a. udstyret med en ZF Astronic gearkasse med automatiseret gearskifte, o gen Super Space Cab, der DAFs største førerhusversion. Indvendig er førerhuset forsynet med plysbetræk samt bl.a. en M-790 Walkie-Talkie, fjernsyn og en Vibocold kaffemaskine. Opbygningen omfatter en forskydelig Jost sættevognsskammel og afdækning med dørkplade i aluminium. Også det sikkerhedsmæssige er der tænkt på. Ud over ACC omfatter sikkerhedsudstyret også både front og sidekamera fra Orlaco.
Den nye trækker er leveret af Lastas Trucks Danmark A/S, hvor adm. direktør Anders K. Larsen har stået for salget. Ejvind Hviid A/S råder over 12 trækkende enheder og har en landsdækkende distribution af dagligvarer som hovedaktivitet.