Leverer komplet sugeblæsevogntog
Nordjysk Blæser-Service har netop leveret det første komplette lastvognstog med suge-/blæseanlæg i en serie på tre til Danish Agro.
Lastvognschassiset er en treakslet Scania R 440, der er opbygget med tippelad og suge/blæseanlæg. Tippeladet er 6,2 m lang og bygget op med 1,6 m høje sider. Underrammen er konstrueret i højstyrkestål, mens bunden, traverserne og siderne er bygget i aluminium. I venstre side er udløsningen af siderne, konstrueret som en lille pendel side. Ved at anvende pendelkonceptet ledes godset længere væk fra siden af vognen, når der tippes.
Nordjysk Blæser-Service har haft held til at holde forvognens egenvægt nede på 12.500 kg med alt udstyr. Den treakslede påhængsvogn er et chassis fra Midtjysk Smedie, hvor Nordjysk Blæser-Service har stået for en tilsvarende opbygning som forvognens.
Ved at optimere undervogn og lad har Nordjysk Blæser-Service holdt vægten nede på 6200 kg, inkl. sluse, læsserør, slangerør, skillerum og automatpresenning. Egenvægten på hele vogntoget er derfor kun 18.700 kg, hvorved man med en maksimal vogntogsvægt på 48 ton opnår en lasteevne på hele 29,3 ton.
Af særligt udstyr skal bl.a. nævnes fjernbetjent Loadmaster-vægt på alle aksler og fjernbetjening af alle funktioner på sugeblæseanlægget.
- Vi anvender i høj grad aluminium til opbygning af lad og suge/blæseanlæg og har mange års erfaring i optimal udnyttelse af stål og aluminium for at give en solid og stabil konstruktion i lad og underrammer, fortæller Carsten Petersen fra Nordjysk Blæser-Service i Gistrup.
Lastvognschassiset er leveret af Scania Biler A/S, hvor Lars Klogborg har stået for salget, mens lakeringen er lavet af Nordjysk Autolak.