Søfartsstyrelsen kritiserer DFDS Tor Line
En tragisk ’mand over bord’ sag på DFDS Tor Lines ro/ro-skib Tor Anglia er resulteret i kritik til rederiet fra Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed.
En polsk skibsassistent faldt formentlig ved midnat over bord fra Tor Anglia i hårdt vejr 25. november 2007. Da det næste morgen blev opdaget, at skibsassistenten var væk, valgte skibets kaptajn at fastholde kursen mod Santa Cruz på Tenerife, da han vurderede at ingen kunne overleve otte timer i det oprørte hav.
Skibet alarmerede i stedet myndighederne på Tenerife, der startede en forgæves eftersøgning med helikopter og fly.
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed mener dog at kaptajnen burde have handlet anderledes.
- Almindeligt sømandsskab tilsiger, at man vender skibet og påbegynder en eftersøgning, så snart man bliver klar over, at en person ikke længere er om bord, hedder det i Opklaringsenhedens redegørelse.
DFDS Tor Line meddeler, at man har taget kritikken til efterretning.
- Vi har indskærpet instrukserne om at fortsætte eftersøgningerne i sådanne situationer, siger DFDS informationschef Gert Jacobsen til epn.dk, skriver maritimedanmark.dk.