Piratangreb i vækst
Somaliske pirater fastholder forretningen trods international indsats.
Somaliske pirater stod bag godt halvdelen af de 406 piratangreb, der er registreret i 2009. Det er det højeste antal i seks år. Det skriver Ritzau med maritimedanmark.dk som kilde.
En løst sammensat international flådestyrke med deltagelse fra ikke kun NATO, men også lande som Kina og Rusland, har sejlet Adenbugten tynd i jagte på pirater. Men de somaliske pirater har vist en betydelig tilpasningsevne. Dels sker angrebene længere og længere væk fra den somaliske kyst, og dels er angrebene øget i antal.
Resultat er at somaliske pirater formåede at kapre 47 skibe i 2009, nøjagtigt det samme antal som i 2008. Dermed er det lykkedes de somaliske pirater og deres bagmænd at fastholde forretningen trods en omfattende militær indsats.
På verdensplan blev 1052 søfolk taget som gidsler sammen med deres skibe i 2009. Heraf blev 867 taget som gidsler i forbindelse med kapringer ud for Somalias kyst.
Piratplagen er dog også tiltagende i andre dele af verden. Antallet af registrerede piratangreb ud for Syd- og Mellemamerika er angiveligt tredoblet i 2009. I Det sydkinesiske Hav nåede piratangrebene det højeste antal i fem år.
Redere kræver efterretninger
I Danmarks Rederiforening har man erkendt, at piraternes tilpasningsevne kræver nye tiltag – ikke mindst når det gælder sejladsen i Det Indiske Ocean, hvor flere og flere overfald finder sted. Derfor kræver rederiforeningen, at handelsskibene får hurtig adgang til efterretningsdata fra overvågningssatellitter , så skibene kan sejle uden piraterne.
- Vi kan ikke - som i Adenbugten - lave sejladskorridorer i Det Indiske Ocean, og havet er for stort til, at krigsskibene kan passe på. Derfor vil vi gerne have adgang til de informationer, så snart et muligt piratmoderskib er spottet via satellit. På den måde kan vi planlægge sejlrute for at undgå piraterne. I dag får vi disse informationer med 2-3 dages forsinkelse, og så er det for sent, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforeningen, Jan Fritz Hansen, ifølge maritimedanmark.dk til Ritzau.