Wrist i historisk stort opkøb
Wrist Group A/S i Aalborg starter året med endnu et opkøb - det største i gruppens historie.
Det er nordjyske koncerns afdeling for skibsproviantering, Wrist Ship Supply, der har købt Nordamerikas største skibsprovianteringsvirksomhed, One Source North America, der omsætter for 120 mio. dollar og har godt 250 medarbejdere. Det skriver Børsen.
- Dette er en betydningsfuld handel for Wrist Group. Det er ikke blot den største i selskabets historie, den giver også organisationen en betydelig tilstedeværelse i alle verdens vigtigste regioner, siger adm. direktør i Wrist Group Jim Pedersen til avisen.
Jim Pedersen tilføjer, at koncernen, trods den økonomiske nedgang i markederne, konstant har ledt efter strategiske muligheder, der har kunnet bidrage til konsolidering eller udvidelse på nye markeder.
Wrist Ship Supply vil være dobbelt så stor inden for tre til fem år via opkøb og fusioner verden rundt. Med en omsætning på omkring 1,5 mia. kr. og 100.000 varenumre i systemet er det nordjyske selskab blandt verdens tre største leverandører af skibsproviant.