Skibe i kø for at komme i havn
Det er ikke kun på landjorden at der er problemer med kødannelse.
379 tørlastskibe med en samlet kapacitet på næsten 40 millioner DWT - svarende til 8 procent af den samlede verdensflåde - ligger lige nu for anker på grund af kødannelse ved havnene. Det skriver maritimedanmark.dk med Lloyds List som kilde.
Ved den australske østkyst er problemet størst. Her ligger næsten 80 panamax skibe i kø, med en forventet køtid på op til en måned før de kan komme til kaj ved Queenslands Dalrymple Bay Coal Terminal.
Det er især kuleksporten til Kina, der sætter australske havne under massivt pres. De første ni måneder af 2009 fordobledes kuleksporten, og den fortsat massive kinesiske efterspørgsel kombineret med det kolde vejr på den nordlige halvkugle har fået køen af skibe til at eksplodere.