Syddanmark vil teste natdistribution
Syddansk transport- og logistikbranche går sammen om ansøgning.
Region Syddanmark og det regionale væksthus har sammen med 20 aktører inden for transport og logistik skabt en brancheklynge. En af klyngens første konkrete tiltag bliver en ansøgning om at gennemføre et pilotprojekt med natdistribution. Forsøget kan blandt andet ventes at kunne få støtte fra Region Syddanmark samt en helt ny pulje på 200 millioner kroner, som Trafikministeriet har afsat til nye trafikprojekter, skriver Erhvervsbladet.
- Vi har allerede haft et møde med Færdselsstyrelsen, og da blev det oplyst, at hvis vi kunne komme med et forsøgsprojekt, kunne Region Syddanmark måske blive testområde, forklarede Mogens Therkelsen, da han fremlagde projektet på transportklyngemødet hos transportfirmaet H. Daugaard A/S i Kolding.
Mogens Therkelsen fortalte, at erfaringerne fra blandt andet Holland og Barcelona med at ændre distributionskørsel fra dag til nat har været overvældende gode. Og i Danmark praktiseres det af blandt andre Dansk Supermarked og Coop.
Fordelene ved natdistribution er nedsættelse af stress hos chaufførerne, store tidsbesparelser, færre uheld på grund af den mindre trafik, mindre stop and go-kørsel og lavere brændstofforbrug samt få en markant mindre CO2-forurening.
Transport- og logistikklyngen peger dog på, at natdistribution kræver en række dispensationer fra regler og restriktioner, samt at en række kommuner skal åbne for kørsel i deres gader om natten, skriver Erhvervsbladet.