Giftiggrøn afgift for lastbiler
2011: Skatteminister Kristian Jensen fastholder indførelse af en grøn kørselsafgift for lastvogne, selv om planerne om et intelligent kilometerafgiftssystem er udskudt.
Af Lars Lassen
Holland har store tekniske problemer med udviklingen af et intelligent roadpricing-system, der nu ventes forsinket med flere år. Derfor har den danske regering nu opgivet at indføre en grøn kørselsafgift på personbiler fra 2015, fordi det avancerede hollandske system efter planen skal danne basis for et dansk system.
- Regeringen står fuldstændig fast på at halvere registreringsafgiften mod til gengæld at indføre kloge og grønne kørselsafgifter. Vi står faktisk så fast, at vi mener, det er bedre at holde fast i ambitionsniveauet end i datoen. Det har vist sig, at det teknisk er mere kompliceret at udvikle et system, der kan skelne mellem CO2-udledning, forurening, trængsel og alternative køreruter. Og det er elementer, vi gerne vil have med, så der virkelig bliver tale om kloge afgifter, udtaler skatteminister Kristian Jensen (V), der afviser at Danmark selv udvikler et kostbart system. Ministeren afviser også midlertidige løsninger, som foreslået af oppositionen, da han ikke vil investere store summer i et system, der kun kommer til at fungere i få år.
Men trods fraværet af en færdigudviklet teknisk løsning, så fastholder skatteminister Kristian Jensen, at der indføres en grøn kørselsafgift for lastbiler allerede fra 2011.
Danmarks Transport-Tidende har forgæves forsøgt at få svar på, hvordan skatteministeren har tænkt sig opkræve en grøn kilometerafgift fra lastbiler, og hvordan ministeren vil sikre, at afgiften ikke kun rammer danske lastbiler.
Grøn myteI Dansk Transport & Logistik har adm. direktør Erik Østergaard mere end svært ved at få øje på det grønne ved den kørselsafgift, som skatteminister Kristian Jensen kræver danske lastbiler betaler fra 2011.
- Hele ideen med en grøn kørselsafgift er, at den skal få trafikanterne til at ændre adfærd af hensyn til trængsel og miljø. Men alle i godstransportbranchen ved, at afgifter ikke kan flytte gods fra vej til andre transportformer. Den myte er blevet aflivet med den tyske lastbilmaut, der hverken har flyttet gods væk fra vejene eller mindsket lastbiltrafikken. Et intelligent kilometerafgiftssystem, der afhænger af hvor der køres og hvornår, kan påvirke persontrafikken positivt, så bilisterne vælger tog, bus eller cykel i stedet for. Men det vil kun få minimal effekt på godstransportområdet og derfor er der intet grønt ved en kørselsafgift på lastbiler. Vognmændene kommer blot til at fungere som skatteopkrævere for staten, siger Erik Østergaard.
AfgiftshulHan påpeger, at skatteminister Kristian Jensen ved præsentationen af den grønne kørselsafgift i december 2008 lovede, at afgiften blev afgiftsneutral for både personbiler og lastbiler.
- Det løfte løb man så få måneder senere, da man indgik et nyt skatteforlig, hvor man besluttede at lastbilerne skulle betale 600 millioner kroner ekstra i grøn kørselsafgift. De penge har staten åbenbart stadig brug for, siger Erik Østergaard.
Flere modeller i spilI DI Transport er direktør Michael Svane enig i, at skatteaftalen med Dansk Folkeparti, er stærkt medvirkede til at skatteministeren fastholder den grønne kørselsafgift for lastbiler.
- Vi ved fra Skatteministeriet, at man arbejder med flere løsningsmodeller for opkrævningen af en lastbilafgift. Man ønsker stadig, at gennemføre en differentieret afgiftsmodel. Man undersøger blandt andet om man skal favorisere store eller mindre lastbiler. Problemet er naturligvis omkostningerne. Man vurderer, at omkostningerne for at indføre et differentieret system som enten det tyske mautsystem eller det simplere østrigske system, kan løbe op i 400 millioner kroner, fortæller Michael Svane.
- Man har naturligvis også regnet på, hvor høj kilometerafgiften skal være, hvis man skal sikre det ønskede provenu. Her har jeg set takster på op til 63 øre per kilometer blive nævnt. Men det er helt klart, at vi i DI Transport ikke ønsker, at man investerer et trecifret millionbeløb eller mere i et midlertidigt system, for så at skrotte det efter år og så indføre et nyt og endnu dyrere system, siger Michael Svane.
I DTL er direktør Erik Østergaard enig.
- Det burde være muligt, at finde det beløb andre steder på statens budget i stedet for at pålægge vognmandserhvervet - der er ekstremt hårdt ramt af krisen - og i sidste ende deres kunder nye byrder. Det vil også blive en sindssygt dyr måde at opkræve afgiften på og alene derfor, bør regeringen droppe den, slutter Erik Østergaard.
ll@transporttidende.com