EU-høring om den digitale fartskriver
Selv om EU-Kommissionen nu endelig retter en række fejl på den digitale fartskriver, så erkender kommissionen at der er behov for yderligere reformer.
Kommissionen har erkendt – bl.a. efter massiv kritik fra to af de danske vognmandsorganisationer, DTL og ITD, at der er fortsatte problemer med den digitale fartskriver i forbindelse med kontrol, down-loading og brugervenlighed.
Derfor arrangerer Kommissionen nu en høring om revision af reglerne til den analoge og digitale fartskriver, tachografen, oplyser Dansk Transport & Logistik (DTL).
Lovgivningen om anvendelse af fartskriveren er baseret på regler fra 1985 – og det er ifølge Kommissionen nu tid til at se på, om der er behov for at gøre fartskriveren mere brugervenlig – og tilpasse den de efterhånden mange nye elektroniske instrumenter, som der kræves eller er brug for i en moderne lastbil, f.eks. GPS-udstyr og flådestyrings-udstyr.
- Vi er meget tilfredse med, at Kommissionen tager fat på dette. Reglerne om brugen af fartskriveren trænger til en overhaling, så de bliver mere enkle og nemmere at forstå. I en ny digital fartskriver skal der naturligvis tages højde for indførelsen af intelligente vejsystemer samt den teknologiske udvikling af moderne kommunikationsudstyr til lastbiler, så der fremadrettet kan kommunikeres med den digitale fartskriver, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
HjælperedskabHos ITD lægger man vægt på, at Kommissionen med sit udspil giver mulighed for at videreudvikle tachografen, så den bliver et ægte hjælperedskab for chaufføren og ikke alene et kontrolredskab for myndighederne.
- Hele denne lange proces, som erhvervet har været igennem omkring disse justeringer viser, at det etablerede samarbejde mellem organisationer, myndigheder, politikere og producenter begynder at bære frugt. Målet er endnu ikke endelig nået, men der er god grund til optimisme, siger sektionsleder Lars Nielsen, ITD.
Høringen løber frem til 1. marts 2010.
Selv om DTL og ITD til dagligt kæmper om medlemmer i den danske vognmandsbranche, så vil de to brancheorganisationer afgive enslydende høringssvar i sagen. Det sikrer en bedre gennemslagskraft i EU-systemet.
Mange åbne spørgsmålHøringen stiller en række spørgsmål, der skal give Kommissionen indblik i behovet for ændringer og forbedringer af den aktuelle fartskriver. Spørgsmålene handler også om, hvorvidt de forskellige fartskriver-modeller, der findes i dag, skal være nogenlunde ens, eller om de forskellige fabrikanter kan gives større frihed, hvad der så vil betyde tab af ensartethed.
Andre spørgsmål trænger sig også på: Skal den digitale fartskriver kunne samarbejde med andet elektronisk udstyr i køretøjet, og i givet fald hvilke typer? Er mulighed for trådløs downloading af data vigtigt? Hvordan kan fartskriveren gøres nemmere at kontrollere – f.eks. mens et køretøj er i fart?
Der er også spørgsmål om, hvilke data der skal registreres automatisk eller manuelt – og om førerkort.
Kommissionen planlægger at kunne fremlægge et forslag til en ny generation af fartskrivere i slutningen af 2010. Herefter skal forslaget vedtages af Rådet og Parlamentet.