Maersk Line tror på 2010
Verdens største containerrederi – danske Maersk Line – ser lys forude og fastholder flåden på omkring 500 skibe.
Det skriver dagbladet Børsen i dag. Størsteparten af Maersk Lines konkurrenter har travlt med at skære ned på flåde af containerskibe på grund af den massive overkapacitet på markedet.
- Vi har ikke umiddelbart planer om at reducere i antallet af egne skibe. Tværtimod tror vi på, at vores flåde fremover vil være større end i dag, for vi forventer vækst i markedet. Der er stadig en betydelig usikkerhed, men vi tror på en vækst på 3-5 procent i antallet af transporterede containere i 2010 mod et fald på 10 procent sidste år, udtaler Morten Engelstoft, driftsdirektør i Maersk Line, ifølge Børsen.
Det A.P. Møller-Mærsk ejede containerrederi ejer lige godt halvdelen af de omkring 500 containerskibe, mens resten er indchartret tonnage. En fordeling Engelstoft forventer fortsætter.
- Vi ejer i dag godt halvdelen af vores skibe og har dermed en del fleksibilitet, så vi kan tilbagelevere chartrede skibe, når det er nødvendigt. Det har vi gjort løbende, efterhånden som charteraftalerne udløber, men vi chartrer også nye skibe ind afhængig af vores behov, og det sker i dag til klart billigere priser end tidligere, siger Morten Engelstoft.
Maersk Lines markedsandel på 15 procent har været under pres de senere år, men driftsdirektøren venter at den udvikling vender i fremtiden.