Spedition: svag start på 2010
Europæiske speditører kan ikke matche den generelle optimisme på de store markeder.
Mens tunge samfundsøkonomiske indikatorer som Eurozone PMI og det tyske IFO nu atter nærmer sig niveauet fra før finanskrisen, så er optimismen på retur hos de europæiske speditører.
Det viser den seneste udgave af Danske Markets månedlige ’European Freight Forwarding Index’, der i december har taget endnu et skridt nedad kurven, der toppede i oktober.
Mens 66 procent af de deltagende speditionsvirksomheder i november meldte om større fragtomsætning, så er det tal nu faldet til 55 procent. Når det gælder forventningerne til de næste to måneder, så er indekstallet faldet fra 54 til 51. Dermed nærmer man sig niveauet fra sommerferien, hvor ekstraordinært lange ferie i industrien kostede godsomsætning.
Ifølge Danske Markets, så angiver de knap 140 deltagende speditionsvirksomheder netop forlænget juleferie i industrien, som hovedårsagen til den svage forventning til starten af året.
Bedre end 2009Danske Markets fremhæver, at speditionsvirksomhederne beskriver markedssituationen om bedre end indgangen til 2009.
Økonomerne i Danske Markets vurderer derfor sammen med den stabile positive udvikling på samfundsøkonomiske nøgletal i Europa, at speditionsindekset atter vil stige i de kommende måneder.
- Der er en risiko, for at vi nu ser de første tegn på en W-formet vækstkurve for økonomien, men da de makroøkonomiske indikatorer forbliver stabile, så anser vi det for mere sandsynligt, at den nuværende svage udvikling i speditionsbranchen kun er midlertidig og at godsmængderne vil vende tilbage i løbet af et par måneder, skriver Danske Markets.
Økonomerne fremhæver to faktorer som argument for deres tro på ny fragtvækst. Dels er faldet på kurven for speditionsvirksomhedernes forventninger til fremtiden på vej mod udjævning og så er der fortsat en positiv udvikling på de makroøkonomiske indikatorer.
Det er værd at bemærket, at tiltroen til fragtvækst i de kommende måneder er forholdsvis svag i Danmark og Tyskland for indeks er nede på omkring 45 mod gennemsnittet på 51 for hele Europa.
Her trækker Norge og Sverige, UK og Benelux op med et forventningsindeks på godt 60. Helt i bund ligger dog forventningerne i Østeuropa, hvor forventningsindekset er dykket fra 50 i november til sølle 33 i december.