Børge Jakobsen afgået ved døden
Efter længere tids sygdom afgik tidligere storvognmand Børge Jakobsen juleaften 2009 ved døden i en alder af 93 år.
I slutningen af 1979 rådede vognmand Børge Jakobsen gennem sit vognmandsfirma Børge Jakobsen Vognmandsforretning A/S over en vognpark på 170 enheder, fordelt med 105 trækkende lastvogne og 65 påhængskøretøjer, og var dermed uden sidestykke den største vognmandsvirksomhed i Danmark.
Firmaet blev stiftet tilbage i 1938 med en enkelt renovationsvogn og udviklede sig enormt igennem de 44 år Børge Jakobsen, drev virksomheden.
På grund af sygdom, valgte han i 1982 at afhænde firmaet til den F.L. Smidt ejede transportvirksomhed Renovadan.
Vognmandsfirmaet dækkede et stort transportområde omfattende alle former for transporter indenfor bygge- og anlægssektoren, blokvognskørsel, transport af benzin- og olieprodukter samt i mindre omfang også internationale transporter. I spidsbelastningsperioderne beskæftigede vognmandsfirmaet over 100 underleverandører med lastvogne.