23948sdkhjf

I 2010 tændes de første lys

DTL’s formand betegner 2009 som en af de hårdeste år nogensinde for dansketransportvirksomheder.

DTL’s formand betegner 2009 som en af de hårdeste år nogensinde for dansketransportvirksomheder.



Dansk Transport & Logistiks formand, Jørgen Egeskov Jensen tager afsked med et sort 2009 med håb om lysere tider næste år.

- 2009 har været et af de hårdeste år nogensinde for de danske transportvirksomheder. Næsten alle har måttet afskedige chauffører, og antallet af registrerede lastbiler er faldet dramatisk i forhold til de tidligere år. Jeg ville gerne kunne sige, at det hele bliver meget bedre i 2010. Det gør det ikke. Men bedre bliver det. Regeringens vækstpakker, infrastrukturinvesteringerne og skattenedsættelsen i 2010 vil begynde at virke. Og så ser vi nu positive vækstrater i landene omkring os og i samhandelslandene, skriver Jørgen Egeskov Jensen.

Han understreger, at det bliver en langsom fremgang og forventer, at et egentligt opsving tidligst dukker op i 2011.

- Alt det vil føre til en øget omsætning i vores branche i 2010, hvor de første lys i vores branche vil tændes. Tændes vel at mærke, så de lyser fremad på vejen – for selve opsvinget er mere forsinket end blot til næste år. Men vi har også brug for det lys. Det er nemlig dyrt at have lastbiler stående uvirksomme, når de i stedet kunne bidrage til at skabe vækst i – og servicere – Danmark.

Overenskomst

- 2010 byder også på meget vigtige overenskomstforhandlinger. DTLs arbejdsgiverforening vil lægge meget, meget stor vægt på en aftale, som er til gavn for den danske transportbranche, der har brug for at stå stærkt økonomisk i forhold til den stigende konkurrence fra udlandet.

Trafikbevidsthed

Var 2009 et hårdt økonomisk år, var det til gengæld et år med langt færre trafikulykker med lastbiler involveret. Nogle vil gerne sige, at det udelukkende skyldes de færre lastbiler på vejene som følge af krisen. Men det er nu langt fra hele forklaringen. For DTL mærker en stærkt stigende bevidsthed i medlemsvirksomhederne omkring trafiksikkerhed, og DTLs kampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, og andre kampagner fra f.eks. Rådet for Sikker Trafik har haft en god effekt, ligesom DTLs trafiksikkerhedsprogram, Trafiksikkerhed i Virksomheden, fører til øget sikkerhed på vejene.

Jernbaneløft

-Godset på de danske banestrækninger får nu også bedre vilkår. De netop vedtagne store investeringer i dansk infrastruktur, ikke mindst på baneområdet, vil med tiden føre til bedre vilkår for baneoperatørerne, og det hilser DTL i høj grad velkommen. Danmark har brug for effektiv landgodstransport, hvad enten den foregår på bane eller vej, for at være en konkurrencedygtig og velfungerende nation, skriver vognmandsformanden.

Cabotagekørsel

DTL ser frem mod et vigtigt arbejde for transportbranchen i 2010. Et af spørgsmålene, der optager mange danske transportvirksomheder, bliver cabotagekørslen, som bliver underlagt nye regler i 2010. DTL vil holde nøje øje med de danske myndigheders forvaltning af og håndhævelse af reglerne samt arbejde for, at det skal være dyrt at overtræde dem. For der skal være lige og fair konkurrence mellem EU-landenes transportvirksomheder, skriver Jørgen Egeskov Jensen, der slutter med at takke DTLs samarbejdspartnere for året, der gik, og ønske alle danske transportvirksomheder en god jul og et godt nytår.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064