Øko-tuning sparer brændstof
Tysk teknologi gør det muligt at spare på brændstoffet og samtidig få flere hestekræfter under motorhjelmen.
Virksomheden bag hedder SKN Tuning Danmark, og den har netop slået dørene op for danske vognmænd. Økotuning af lastbiler giver ifølge SKN 10-20 procent besparelse afhængig af, hvilken lastbil der køres i.
- Det er godt for miljøet, det er godt for pengepungen, og du får en mere kraftfuld motor i din lastbil ud af det. Vi vil alle sammen gerne være med til at gøre noget ved CO2-udslippet, men det skal jo også hænge sammen rent forretningsmæssigt, og det gør økotuning, siger Jesper Sørensen, indehaver af SKN Tuning Danmark.
Teknologien kommer fra Tyskland og er udviklet i løbet af de seneste 15 år med godkendelse fra de tyske synsmyndigheder, TÜV.
SKN’s økotuning er blevet godt modtaget i Tyskland, påpeger Sørensen. Blandt kunderne er ifølge en pressemeddelelse både Deutsche Post og Lufthansa.
- Derfor har vi også store forventninger til det danske marked, siger Jesper Sørensen.
Første kunde
SKN Tuning Danmark slog dørene op den 1. december. Første kunde var Ole Christensen fra Rødby, som er selvstændig vognmand og har ni DAF-lastbiler (foto). Han fik tunet sin halvandet år gamle XF 510. Normalt kører den 1300-1350 kilometer på en tankfuld, mens den nu kører 1500-1550. Samtidig har den fået 65 flere hestekræfter, så den nu har 575.
- Jeg er meget tilfreds med resultatet af tuningen. Især har jeg været imponeret af, hvor godt lastbilen nu håndterer bykørsel. Her er jeg gået fra at køre cirka 2,6 kilometer per liter til at køre 3,2, siger Ole Christensen, indehaver af Oles Trucking i Rødby.
Selve tuningen kan foregå på to måder: Chippen tages ud af styreboksen, og dens informationer sendes via internettet ned til SKN-ingeniørerne i Tyskland. Når de har gjort deres arbejde, sendes de nye informationer tilbage igen og chippen sættes på ny i styreboksen. Eller tuningen kan ske direkte på motherboardet, hvilket sker med særligt udstyr i værkstedet i Hedehusene.