DI revser kommunerne
DI Transport efterlyser flere statsveje og færre lokale restriktioner, som gør mere skade end gavn på både klimaet og samfundsøkonomien.
De mange lokale forbud mod lastbiler og lokale forslag om 40 km/t i byer er med til at gøre transporten mindre energieffektiv og øger CO2-udledningen. Det mener Dansk Industri, der peger på, at CO2-udledningen fra biler stiger med op til 16 procent når hastigheden permanent sættes ned fra 50 til 40 km/t, som Københavns Kommune har foreslået.
I Køge har man vedtaget, at der kun må køre mindre lastbiler ind i en stor zone omkring bymidten. Det betyder, at varerne til butikkerne skal køre med to lastbiler i stedet for én. Det får CO2-udledningen til at stige med 15-30 procent, vurderer DI.
Og flere steder i landet vil man ikke have de nye lange modulvogntog i kommunerne, der ellers kan reducere CO2-udledningen med ca. 15 procent.
- Mange transportvirksomheder gør en kæmpe indsats for at reducere deres brændstofforbrug og dermed CO2-udledningen. Men det arbejde bliver undermineret af kommunerne og dermed bliver det umuligt at levere de CO2-reduktioner, som vi ønsker, siger Rune Noack, der er erhvervspolitisk konsulent i DI Transport.
DI-opfordringDI Transport opfordrer regeringen og Folketinget til at gribe ind og skabe mere ensartede regler.
- Vi foreslår, at man retter lovgivningen til, så kommunerne får et katalog af acceptable trafikreguleringer, f.eks. lavere fart ved skoleveje og lignende, og som samtidigt sætter en stopper for de mest kreative forslag, siger Rune Noack. Derudover vil vi gerne have flere statsveje, så staten får ansvaret for de overordnede veje til havne og transportcentre. Det er umuligt at få mere godstransport på skinner eller skib, hvis vi for eksempel ikke kan køre med lastbiler til havne, der jo ofte ligger midt i byerne, og samtidigt er statsveje med til at sikre adgang for de mere miljøvenlige modulvogntog.