Nul-regulering af havneafgifter
Danske Havnevirksomheder opforder danske erhvervshavne til at følge tysk eksempel og stoppe opreguleringen af havneafgifter.
-Den internationale skibsfragt er hårdt ramt af den økonomiske krise og mange havne oplever fortsat nedgang i deres godsomsætning. Det vil formentligt tage nogen tid, før godsmængderne er tilbage på det niveau, vi oplevede før krisen satte ind i 2008, vurderer T.B. Larsen, formand for Danske Havnevirksomheder.
I lyset af de hårde tider har Bremen Havn iværksat en hjælpeplan, der bla. indeholder en nulvækst af havneafgifter. Herudover vil Bremen formentlig vedtage en ”frysning” af havnens lodsafgifter.
- Da konkurrencen mellem de nordeuropæiske havne er hård, skal Danske Havnevirksomheder opfordre alle danske havne til at følge eksemplet fra Bremen, og ”fryse” havneafgifterne i 2010, udtaler T.B. Larsen.