Broccoli eller kød: Rederi fik medhold i, at fødevareeksportør var ansvarlig for tilbageholdelse af container i Rusland.

Retssager kan afsluttes på flere forskellige måder. Nogle gange - og typisk i straffesager - afsiges der dom umiddelbart efter det afsluttende retsmøde (hovedforhandlingen), og andre gange kommer dommen med posten flere uger senere. Byretterne har seks uger til at afsige dommen og landsretterne, herunder Sø- og Handelsretten, har 12 uger.

Andre gange igen kommer retten umiddelbart i forbindelse med retsmødet med en mundtlig tilkendegivelse, der kan gå på, at sagsøgeren eksempelvis skal hæve sagen eller sagsøgte skal ”tage bekræftende til genmæle” eller et helt tredje løsningsforslag.

Nogle gange accepterer parterne rettens forslag, der så bliver tilført retsbogen, andre gange ikke - og i disse tilfælde afsiges der dom på almindelig manér. Nogle steder og herunder meget ofte i Sø- og Handelsretten spørger retsformanden, om parterne har lyst til at få en skriftlig tilkendegivelse, hvilket man normalt vil sige ja tak til, med mindre der er tale om en helt principiel sag, der kræver en dom eller man i regresmæssig sammenhæng har brug for en dom til at gå videre mod en anden eller tredje part.

Tilkendegivelsen indeholder en begrundelse men ikke en full scale sagsfremstilling på samme måde som en dom, og resultatet vil naturligvis i retssikkerhedens navn være det samme, som hvis der var eller senere vil blive afsagt en formel dom.

Parterne får som regel et par ugers frist til at tage stilling til den skriftlige tilkendegivelse, og meddeler en af parterne, at man ikke kan acceptere tilkendegivelsens konklusion, optages den til dom, der så afsiges senere, og kan ankes til den højere instans - for Sø- og Handelsrettens vedkommende til Højesteret, hvilket ikke kan lade sig gøre, såfremt man modtager en tilkendegivelse, der i så fald markerer et afsluttende punktum på sagen mellem de parter, der har været involveret i denne.

Sø- og Handelsretten har netop afgivet en sådan tilkendegivelse i en sag, hvor et rederi krævede 38.000 EUR med renter af en fødevareeksportør for et tab, som rederiet havde lidt i forbindelse med, at tre kølecontainere blev tilbageholdt igennem længere tid i Skt. Petersborg af de russiske toldmyndigheder. Sagen drejede sig derfor om eksportørens ansvar som afsender og herunder spørgsmålet om opgørelse af de omkostninger, der var løbet på, og værdien af containerne.

Eksportøren bookede i marts 2007 hos et nordeuropæisk rederi (”Rederiet”) transport af ti 40’ køle-containere fra Rotterdam til Skt. Petersborg, og retur, såkaldt Merchant Haulage.

Der var tale om containere med gods, som eksportøren fik transporteret fra Kina til Rotterdam med et koreansk rederi, og hvor eksportøren bookede rederiet til at forestå den sidste del af transporten fra Rotterdam til eksportørens kunde i Skt. Petersborg og efterfølgende returnering af de tomme containere til det koreanske rederi i Rotterdam.

Rederiet lagde under den senere sag vægt på, at man fik oplyst, at godset var broccoli og at ingen særlig import-dokumentation var nødvendig ved indførelsen af godset til Rusland.

Eksportøren sørgede selv for transporten af containerne fra Qingdao i Kina til Rotterdam og herefter ved separat aftale med rederiet transport af containerne fra Rotterdam til Skt. Petersborg.

De første tre kølecontainerne ankom til Rotterdam den 23. april 2007, og efter eksportørens instruktioner blev containerne oplagret i Rotterdam fra 23. april 2007 til 14. august 2007. I denne periode pågik der samtidig forhandlinger om betaling af container-demurrage for oplagringen. Rederiet fremlagde under den senere sag eksportørens B/L-instruktioner og en faktura for demurrage og søfragt Rotterdam-Skt. Petersborg, et beløb, som senere blev betalt af eksportøren. Endvidere fremlagde rederiet tre konnossementer udstedt af rederiets kontor i Holland for transporten til Skt. Petersborg.

Det fremgik altså af sagen, at der var tale om broccoli i containerne og da disse ankom til Skt. Petersborg blev de imidlertid tilbageholdt af de russiske toldmyndigheder, idet der ikke var tilstrækkelige oplysninger om modtager i Rusland, ligesom modtager ikke tog kontakt til rederiet eller de russiske myndigheder.

Rederiet gjorde i flere e-mails eksportøren opmærksom på problemet i Skt. Petersborg og eksportøren blev anmodet om yderligere oplysninger om modtager. Eksportøren fremkom imidlertid ikke med disse oplysninger, og tilbageholdelsen af de tre containere blev derfor opretholdt. Efter det oplyste, blev eksportøren desuden kontaktet af de russiske myndigheder for at få oplysninger om den russiske modtager.

I januar 2008 fik rederiet besked om, et feeder-rederi, der havde udført transporten Rotterdam-Skt. Petersborg, var blevet holdt ansvarlig af toldmyndighederne og eksportøren blev holdt ansvarlig for dette den 29. januar 2008.

Det viste sig efterfølgende, at grundlaget for myndighedernes sag mod feeder-rederiet skyldtes, at containerne ikke indeholdt broccoli, men helt eller delvist kød, hvorfor der var afgivet forkerte oplysninger om godset i containerne til de russiske myndigheder.

Kølecontainerne var ejet af det koreanske rederi og på grund af tilbageholdelsen blev der fremsat erstatningskrav fra det koreanske rederi mod Rederiet for detention-omkostninger og restværdi af containerne.

Rederiets kontor i Holland har efterfølgende forhandlet dette krav med det koreanske rederi og blev med dette enig om betaling af EUR 38.000 som erstatning for de tre containere, der ansås for tabte.

Rederiet bad herefter skriftligt eksportøren om at kommentere aftalen med det koreanske rederi om betaling af erstatning svarende til værdien af de tre containere. Eksportøren svarede per mail den 12. november 2008, at Eksportøren ville hjælpe med at lokalisere modtager i Rusland.

Da disse oplysninger imidlertid ikke blev tilvejebragt, udtog vi hos DELACOUR DANIA stævning på vegne rederiet stævning og anførte bl.a.

at Eksportøren hæftede som ordregiver over for Rederiet, idet aftalen om transport af containerne fra Rotterdam til Skt. Petersborg blev indgået med Eksportøren,

at Rederiet ikke havde indgået aftale med hverken afsender eller modtager i Rusland, idet Rederiet aldrig havde været i kontakt med disse parter,

at Eksportøren i øvrigt hæfter som Merchant efter konnossementsvilkårene, idet Eksportøren måtte anses for at være ’Shipper’ og ’Holder’ eller opfylde betingelserne ”anyone acting on behalf of any such persons”,

at Merchant hæftede for omkostningerne ved uafhentet gods og containere,,

at tilbageholdelsen i øvrigt skyldtes mangelfuld eller forkerte oplysninger fra Eksportøren om modtager i Rusland og forkerte oplysninger om godset i containerne,

at Eksportøren som Shipper var ansvarlig for en sådan fejldeklaration af gods mv.,

at Eksportøren derfor var forpligtet til at skadesløsholde Rederiet for dennes tab,

at tabet foreløbig kunne opgøres til EUR 38.000 i henhold til aftalen om containernes restværdi med det koreanske rederi,

at Eksportøren indledningsvist blev orienteret om de tilbageholdte containere i Skt. Petersborg og blev anmodet om at fremskaffe oplysninger om den russiske modtager, men Eksportøren forsømte at fremskaffe disse oplysninger, hvorfor Eksportøren også af denne grund er erstatningsansvarlig over for Rederiet,

at Eksportøren blev tilstrækkelig orienteret om hændelsesforløbet,

at det et argument fra Eksportøren om at denne alene havde handlet på vegne af den russiske modtager ikke var dokumenteret

I Sø- og Handelsrettens tilkendegivelse blev der lagt vægt på de fremlagte e-mails mellem parterne og de mundtlige referater, der var givet af de tidligere telefonsamtaler, qua vidneforklaringerne i Sø- og Handelsretten.

Retten lagde vægt på, at det ikke af den fremlagte mailkorrespondance fremgik, at eksportørerne havde forhandlet på en andens vegne, og det fandtes heller ikke bevist ud fra den forklaring, en medarbejder fra det eksporterende firma havde afgivet, at eksportøren ikke selv havde været ordregiver.

Retten lagde endvidere vægt på, at bevisførelsen havde godtgjort, at containerne indeholdt kød og ikke broccoli, som det oprindeligt var oplyst af eksportøren, og at alle containere af denne årsag blev tilbageholdt af de russiske myndigheder.

En anden interessant ting i sagen er problematikken omkring vedtagelse af standarddokumenter - et forhold, der ofte har været belyst her i spalterne og hvor praksis måske nok snyder en smule. I denne sag fandt Sø- og Handelsretten, at i og med at eksportøren havde fået tilsendt forsiden af transport-dokumentet (seaway bill) måtte eksportøren som professionel eksportør være bekendt med, at der hertil var knyttet et sæt standardvilkår, og efter disse standardvilkår, var eksportøren ansvarlig for transportørens tab som følge af forkerte oplysninger om godset, lige som eksportøren havde pligt til at returnere containerne.

Tilkendegivelse

Retten lagde endvidere vægt på, at eksportøren blev gjort bekendt med tilbageholdelsen og årsagen hertil, samt efterfølgende og løbende orienteret om udviklingen, men alligevel på trods af dette undlod at fremkomme med de nødvendige oplysninger, således at godset kunne frigives. Eksportøren var derfor efter rettens opfattelse erstatningsansvarlig ved dels at have afgivet forkerte oplysninger, og ikke vil have bistået rederiet med at få frigivet containerne.

Omvendt lagde retten vægt på, at rederiet havde orienteret eksportøren om forligsforhandlingerne med det koreanske rederi og selvom eksportøren ikke havde tiltrådt forliget, fandt retten, at rederiet havde varetaget sin tabsbegrænsningspligt og retten fandt det som af rederiet godtgjort, at en passende rimelig pris var de 38.000 EUR, der var nedlagt påstand om.

Alt i alt fik rederiet således medhold, og tilbage står spørgsmålet, om Eksportøren vælger at bede om en dom for evt. at anke denne til Højesteret. Sker det skal jeg kommentere ankesagen ved en senere lejlighed.