Speditører orienterer om nye momsregler
Danske Speditører inviterer medlemmerne til fyraftensmøder om de nye momsregler.
De nye momsregler, der træder i kraft ved årsskiftet, har betydning for virksomheders momsafregning i forbindelse med handel med udlandet. Derfor holder Danske Speditører gå-hjem arrangementer om reglerne, i København den 10. december og i Århus den 17. december.
Reglerne er ganske komplicerede og vil sandsynligvis kræve tilpasning af virksomhedernes regnskabssystemer, administrative procedurer og fakturering.
- Nu er det jo ikke sådan, at vore medlemmer er uvante med at håndtere indviklet papirarbejde, siger advokat Rasmus Køie, Danske Speditører.
- Men ændringerne er så omfattende, at vi har besluttet at briefe de interesserede. I den forbindelse stiller vi op sammen med specialister fra Delacour Dania advokaterne.