Volvo lukker servicepunkt i Grenå
Volvo Truck Center Danmark koncentrerer kræfterne om Århus og Randers.
På grund af den finansielle krise der har ramt Danmark og i særdeleshed transporterhvervet, ser Volvo Truck Center Danmark sig nødsaget til at lukke sit anlæg i Grenå på grund af overkapacitet på værkstedssiden på Djursland.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at skulle lukke et velfungerende anlæg, men vi føler at vi har rigelig kapacitet på vores anlæg i hhv. Århus og Randers til at kunne servicere vores kunder på Djursland på en tilfredsstillende måde, siger Henrik Torp Kristensen, eftermarkedsdirektør Volvo Truck Center Danmark.
- Når det begynder at gå fremad igen for hele transportbranchen, regner vi med at være klar med vores nye anlæg i Århus, så vi kan øge kapaciteten i takt med øget efterspørgsel i markedet, siger Henrik Torp Kristensen.
Anlægget i Grenå lukkes gradvist ned i løbet af første kvartal 2010.