Branchen kom ulykker til livs
Ingen er blevet dræbt ved højresvingsulykker i 2009.
Der har været fokus på højresvingsulykker med lastbiler de seneste år. Siden 2000 er 69 mennesker blevet dræbt i sådanne ulykker – 11 af dem i 2008. Men i år er det foreløbige tal altså nul. Det glæder Dansk Transport og Logistik (DTL), der blandt andet giver roserne videre til de danske medier og til de mange trafiksikkerhedskampagner.
- Den store fokus i medierne på de tragiske ulykker har skabt en enorm opmærksomhed hos såvel lastbilchauffører som cyklister og fodgængere. Vi mærker bestemt også et større fokus på trafiksikkerhed i vores medlemsvirksomheder i de senere år, hvor mange af dem har indført trafiksikkerhedsprogrammer, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Han peger også på, at DTLs vedvarende kampagner mod højresvingsulykker har haft en effekt.
- Vi mener, at det, der især skal til, er kampagne, kampagne, kampagne. Man skal hele tiden gøre opmærksom på problematikken ved højresving, for i det øjeblik, at chauffører og cyklister ikke er opmærksomme nok, kan man risikere, at ulykkerne igen begynder at ske. Derfor må organisationer som Rådet for Sikker Trafik, 3F og DTL – der i øvrigt har samarbejdet godt i en årrække om trafiksikkerhedskampagner – aldrig begynde at slække på indsatsen imod højresvingsulykker, siger Erik Østergaard.
Ny kampagne-omgangDTL arbejder lige nu på en ny kampagne inden for konceptet ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde” i 2010 sammen med partnerne Danske Fragtmænd, 3F, Volvo, Falck og olieselskabet OK. Kampagnen retter sig mod de skolebørn, der er begyndt at cykle, og den besøger en række udvalgte skoler rundt omkring i landet i samarbejde med skolernes færdselslærere.
- Vi er rigtig glade for, at vores samarbejdspartnere igen i 2010 vil gå med i denne kampagne. Det smitter ikke bare af på børnene, der deltager, men det holder i den grad også forældrenes fokus på adfærden i forbindelse med lastbiler. Dette lange seje træk bidrager efter vores opfattelse til at forhindre højresvingsulykker, siger Erik Østergaard.