Støtte til FN's miljøprogram
DB-koncernen bliver samarbejdspartner for FN's miljøprogram.
Første fælles projekt mellem Deutsche Bahn og UNEP (UN Environment Programme) bliver "Train to Copenhagen" til verdensklimatopmødet. DB indtræder desuden i UNEP's globale "Climate Neutral Network".
Miljø- og klimabeskyttelse står højt på dagsordenen for Deutsche Bahn, der allerede har reduceret sit CO2-udslip for banetransport med omkring 40 procent siden 1990.
- DB støtter FN's målsætning om at opnå en fair, global klimaaftale i København. Banetransport har en nøglefunktion for klimabeskyttelse. Det kræves derfor af politikerne, at der skabes tilsvarende politiske rammebetingelser for banetransport, siger Dr. Rüdiger Grube, adm. direktør og formand for bestyrelsen i Deutsche Bahn AG.
- Det er nødvendigt at reducere udslippet af drivhusgasser, hvis verdenssamfundet virkelig skal bekæmpe klimaforandringerne. Jernbanerne kan yde et vigtigt bidrag til opnåelse af en bæredygtig transportsektor, siger Achim Steiner, undergeneralsekretær i FN og direktør for UNEP.
DB har tilsluttet sig "Climate Neutral Network", som er en global sammenslutning af bl.a. virksomheder og kommuner, der har sat sig vidtrækkende mål for klimabeskyttelse. DB er desuden underskriver af UNEP-kampagnen "Seal the Deal", som opfordrer regeringscheferne ti at indgå en ambitiøs klimaaftale.
Det internationale jernbaneforbund (UIC) og DB arrangerer i fællesskab med UNEP samt World Wide Fund (WWF) projektet "Train to Copenhagen". Toget er det synlige symbol på klimavenlig mobilitet og fremtidens CO2-frie banetransport. Det kører 100 procent på strøm fra vedvarende energikilder. Toget starter den 5. december i Bruxelles, kører via Köln og Hamburg og ankommer inden konferencens begyndelse i København.