Første modulvogntog over grænsen
Alex Andersen Ølund har fået godkendt blomster-transport til Hamborg-forstad.
Det første danske modulvogntog krydser landegrænsen her til aften, for at læsse blomster hos Krayenhagen Blumenhandel i byen Nützen Kampen, hvor den tyske blomster-grossist har sin terminal klos op af motorvejen A7 i udkanten af Hamborg.
Ordningen er kommet i stand gennem et samarbejde mellem den danske blomster-eksportør, trailerproducenten Krone samt International Transport Danmark og FDE, der har gjort benarbejdet overfor de tyske myndigheder.
For et år siden lagde den daværende slesvig-holstenske trafikminister Austermann op til, at han ville se velvilligt på en modulvogntogs-ansøgning fra en dansk transportør. ITD/FDE fulgte op på opfordringen og har i en række måneder arbejdet konkret med Alex Andersen Ølund om projektet, der har krævet en række møder med de tyske myndigheder, herunder Slesvig-Holstens færdselsstyrelse og synsvirksomheden TÜV.
- Der er da også stillet en række krav til modulvogntoget, som vi ikke har herhjemme, forklarer ITD’s tekniske ekspert, Jørn-Henrik Carstens, om ordningen.
Således skal Alex Andersen Ølunds dolly-vogntog blandt andet være udstyret med en tvangsstyret foraksel på dollyen.
Trailerproducenten Krone har stillet den tekniske ekspertise til rådighed i projektet, og foreløbig er det da også kun det ene køretøj fra Alex Andersen Ølund, der har lov til at køre på den nøje tilrettelagte rute.
Døråbner- Men det er en døråbner og et gennembrud for os, siger Anders Jessen fra ITD/FDE, der håber, at skabe flere lignende ordninger for danske transportører.
Han håber, at det her er det første skridt i skabelsen af en egentlig modulvogntogs-korridor fra Norden – dels til Hamborg Havn og herefter videre over Niedersachsen til Holland, der også har en modulvogntogsordning.
En anden ting, der står højt på dagsordenen for ITD/FDE er, at skabe ens betingelser og krav for modulvogntog i alle de lande, der på den ene eller anden vis tillader modulvogntog. I Alex Andersens tilfælde har de slesvig-holstenske myndigheder således fastsat maksimalvægten til 40 tons – hvilket ikke er noget problem, så længe det gælder blomster-transporter.
- Men når det gælder tungere gods, kan det være en for snæver grænse. Og vi er blandt andet interesseret i, at danske modulvogntog skal kunne køre containere til og fra havnen, siger Anders Jessen.