Dårlig rådgivning: Bank dømt til at erstatte kundes tab i Hong Kong.

I disse tider bliver der som bekendt sagt og skrevet meget om bankernes rådgivning af kunderne, særligt i forbindelse med ”uheldige” investeringer.

Uanset om rådgivningen ydes til private eller professionelle kunder er en god kommunikation et godt udgangspunkt for en fælles forståelse af forholdene. I en sag, hvor Sø- og Handelsretten har afsagt dom den 11. november, nåede retten frem til, at en bank, som var blevet stævnet af sin kunde (et tekstilfirma) til at betale 982.695 kr., ikke havde været omhyggelig nok med at sikre en passende rådgivning af kunden i forbindelse med udstedelsen af en remburs over for en bank i Hong Kong, som blev anvendt af den eksportør i Fjernøsten, som tekstilfirmaet handlede med.

Tekstilfirmaet havde igennem en længere årrække drevet virksomhed med blandt andet import af modestrikvarer fra Fjernøsten. En af Tekstilfirmaets store samhandelspartnere var Eksportøren.

Oprindeligt foregik samhandlen ved, at der blev åbnet en remburs i Eksportørens favør, således at der blev betalt under rembursen, når Eksportøren præsenterede vareforsendelsesdokumenter for banken.

Tekstilfirmaets faste bankforbindelse siden 1997 bistod bl.a. i det daglige, når der skulle åbnes remburser, men på et tidspunkt blev firmaet utilfreds med bl.a. ekspeditionstiden ved remburserne, hvorfor der blev afholdt en række møder, der i sidste ombæring endte med, at remburserne ikke længere skulle åbnes ved hver enkelt handel.

Eksportørens bank i Hong Kong sendte til Tekstilfirmaet teksten til det dokument, ifølge hvilken der skulle ske betaling. Tekstilfirmaets daværende økonomichef, der var bemyndiget til at indgå import og eksportremburs, videresendte den 27. februar 2006 teksten med e-mail til Banken.

Aftalen blev herefter ændret til et nyt navn, som Eksportøren i mellemtiden havde taget. Den af Tekstilfirmaet underskrevne rembursbegæring, der blev modtaget den 30. marts 2006 i Banken, var en standardrembursbegæring. Af begæringen fremgik, at Hong Kongbanken var ”beneficiant”, og i rubrikken varebeskrivelse var anført: ”Standby letter of Credit jf. vedlagte”. Bankens ”Forklaring til rembursbegæring” samt Almindelige bestemmelser var vedhæftet begæringen.

I den følgende tid var der for så vidt tale om ”business as usual” og bl.a. Banken fortsatte med at bruge udtryk som ”remburs”, ”Letter of Credit” eller blot ”L/C”, ligesom der henvistes til de underliggende standardvilkår, som Banken benytter sig af og påberåber sig, når der udstedes remburser.

Netop rembursen skal gerne tjene det formål for kunden, at denne er sikker på at få sine varer i forbindelse med, at han bliver trukket over rembursen.

Uheldigvis skete der det i den konkrete sag, at det, som kunden stadig opfattede som en remburs, i højere grad nu viste sig at være en mere eller mindre diffus form for betalingsgaranti og resultatet blev under alle omstændigheder, at leverandøren i Hong Kong fik sin betaling uden at have leveret varen. Dette var årsagen til, at Tekstilfirmaet havde trukket Banken i Sø- og Handelsretten.

I retten forklarede direktøren i Tekstilfirmaet bl.a., at Tekstilfirmaet drøftede problemerne med Eksportøren. De var enige om, at remburser var omstændelige, dyre og tog for lang tid. De drøftede andre muligheder blandt andet ”Transferable remburs”.

Direktøren havde hørt om dette før, men aldrig prøvet at lave en sådan. Han forstod, at man kunne åbne en remburs af en vis størrelse, som fungerede som en løbende remburs. På den måde kunne de undgå, at pengene lå stille i så lang tid.

Meningen var altså en stående sikkerhed og kontant betaling, når varerne var afsendt. Eksportøren ville bede deres bank undersøge mulighederne herfor. Det var afgørende, at Eksportørens bank ville acceptere denne nye løsning, hvorfor det blev deres bank, der udformede teksten. Remburserne blev af Eksportøren brugt til at opnå kredit i deres bank. Eksportørens bank accepterede ordningen og lavede teksten, som han læste som en garanti for betaling, når varerne var sendt, og ikke som en kaution. Han gav økonomichefen besked på at få den nye remburs lavet.

Direktøren forklarede endvidere, at den eneste forskel på den nye remburs og de hidtidige remburser var, at den skulle præsenteres i Hong Kong, hvilket var mærkeligt, men da der var en henvisning til en varebeskrivelse og leveringsbetingelser, hvor der normalt stod en konkret ordre, forstod han det således, at rembursen var sammenhængende med en varelevering.

Det var oplagt for ham, at dette ikke var en kaution, men en nemmere måde at lave en remburs. En medarbejder fra Bankens afdeling i Herning ringede på et tidspunkt og spurgte, om der skulle betales under ”rembursen”.

Hertil svarede direktøren nej, da der ikke var varer på vej. Nogle dage herefter blev han henvist til Bankens rembursafdeling, som oplyste, at der skulle betales ifølge ”de internationale rembursregler”.

Han udbad sig dokumentation for kravet, før betaling kunne ske. Denne dokumentation havde han fortsat ikke fået fremvist. Banken hævede pengene på Tekstilfirmaets konto på trods af deres protest. De havde på dette tidspunkt ingen varer på vej fra Eksportøren, men Tekstilfirmaet havde afgivet flere ordrer, som aldrig blev leveret.

Han fandt det urealistisk, at han skulle stille garanti overfor et selskab, han slet ikke kendte. Hver gang rembursen blev ændret, blev der først skrevet under, efter at transaktionen var lavet. De havde mange samtaler med Banken om forskellige ting, men rembursen blev aldrig omtalt som et problem og blev ej heller nævnt på de årlige møder med kreditafdelingen i Banken.

Sø og Handelsretten slog i sine præmisser indledningsvist fast, at den nye remburs opstod på baggrund af Tekstilfirmaets ønske om en billigere og nemmere løsning end de hidtidige anvendte remburser. Dette ønske var Banken informeret om.

Det var ubestridt, at teksten i ”rembursen” var udarbejdet af Hong Kong-banken, og at Tekstilfirmaet ikke selvstændigt havde søgt rådgivning hos Banken i forbindelse med oprettelsen af denne ”remburs”. Tilsvarende var det ubestridt, at Banken ikke havde rådgivet eller på anden måde forsøgt at belyse overfor Tekstilfirmaet, hvor vidtgående denne ”remburs” aftale var.

Som sagen var forelagt retten var det afgørende, om Banken havde handlet ansvarspådragende eller ej, idet den ene part herefter ville bære hele tabet. Retten fandt det afgørende, at der var tale om en usædvanlig konstruktion.

En medarbejder fra Banken havde forklaret havde forklaret, at alene fem ud af de 5.000 til 10.000 årlige remburser havde dette garantilignende indhold, og at de fleste af disse, hvis de stilles over for tredjemand, laves som garanti og ikke remburs.

Der var således tale om en meget usædvanlig konstruktion, som af Banken var benævnt ”remburs”, selv om indholdet egentlig var en garanti med lempeligere udbetalingsvilkår end en kaution. Retten fandt, at Banken burde have sikret sig, at Tekstilfirmaet havde forstået dokumentets indhold enten ved en egentlig rådgivning, eller ved at dokumentet blev benævnt garanti eller ”standby letter” med standardbetingelserne herfor vedhæftet.

Retten havde således lagt vægt på, at Banken havde anvendt, hvad der lignede en standardremburs-formular samt standardbetingelserne hertil.

Banken havde derfor handlet ansvarspådragende og skulle erstatte Tekstilfirmaets tab på 982.695 kr.