Fransk fornøjelse
Vanflash: Peugeot 3008 er en vellykket SUV-MPV blanding uden firehjulstræk – men som van er den mest til persontransport.
Af Lars Lassen
Peugeot har – meget groft sagt – taget en 308, hævet undervognen og sat et større og mere rummeligt karrosseri oven på. Det højbenede og let buttede resultat beskrives af den franske bilfabrik, som et ’Cross-over Utility Vehicle – et gadekryds mellem den lette firehjulstrækker SUV’en og den lille familiebus MPV’en.
Selv om Peugeot 3008, hverken har firehjulstræk eller den tredje sæderække, så har det til gengæld to af de dyder, der var med til at give SUV’en og MPV’en succes i 80’erne og 90’erne.
Det er en forholdsvis høj bil, der giver et fint overblik over trafikken – noget som især tiltrak overraskende mange kvindelige købere til firehjulstrækkerne. Og en pæn frihøjde kombineret med digitalt anti-spin, der giver 3008 bedre terrænegenskaber end de fleste personbiler.
Bedst af alt, så følger der ikke automatisk et image som miljøsynder med det fikse franske ’gadekryds’ – den mindste motorvariant kan nemlig køre op til 20,4 kilometer på en liter diesel ifølge fabrikkens egne testresultater – der som på alle andre bilmodeller er vanskelige at efterligne i praksis. Men ganske flot af en bil med egenvægt på 1,5 tons plus.
CO2-udledningen er helt nede på 130 gram per kilometer.
To motorerMotorprogrammet på 3008 Van er begrænset til de to 4-cylindrede HDI commonrail dieselmotorer på henholdsvis 1.6 liter og 2.0 liter slagvolumen. Ydelsen er her henholdsvis 110 hk og drejningsmoment på 240 Nm, og 150 hk og 320 Nm. Begge motorer leveres med en 6-trins gearkasse som standard, men den mindste motor kan også kombineres med automatgear.
Tophastigheden er 180 og 197 kilometer i timen. 1.6-liters motoren skal bruge godt 12 sekunder på at trække 3008 op på 100 kilometer i timen, mens 2-liters motoren klarer kunststykket på mere spændende 9,7 sekunder. Dieselpartikelfilter er standard på begge motorer.
Motorstøjen er meget beskeden. Ved konstante hastigheder selv på motorvej, hører man næsten ikke motoren. Der er heller ikke megen vindstøj, og dækstøjen er moderat.
God komfortSet med chaufførbriller er Peugeot 3008 Van et behageligt bekendtskab. Bilen er let at komme ind og ud af. Kørekomforten er glimrende og køreegenskaberne overasker positivt.. Selv i kurver klarer 3008 sig forbløffende godt, selv om det ikke er nogen rallybil.
Udsynet bagud er ikke optimalt og sidespejlene kunne godt være en lille tand større. Men ellers er udsynet fra 3008 fint. Førerkabinen er rummelig og der er god benplads. Ergonomi og design går op i en højere enhed med logisk og ligetil betjening.
Sikkerheden er også i top, da 3008 har hentet fem stjerner i EuroNCAPs crashtest.
Fikst varerumPeugeot 3008 Van er først og fremmest egnet til persontransport. Men den er trods en beskeden varerumsvolumen på 1,5 kubikmeter et rimeligt bud på en blækspruttebil, der skal bruges til lidt af hvert i virksomheden. Og en ganske luksuriøs sådan.
På plussiden har 3008 et par fordele bag varerumsadskillelsen. Det er let at nå inden i alle kroge i varerummet, enten via den todelte bagklap eller de lave døren i siden. Hvis varerummet skal bruges hyppigt, så vil det nok irritere lidt, at der er to-delt bagklap. Men er det lidt tungere ting, der skal læsses ind og ud, så er det en kæmpe fordel, at varerumsgulvet flugter med underkanten af bagklappen, der tilmed er så robust, at den angiveligt kan holde til at bære op til 200 kilo.
Nyttelasten er oplyst til 520 kilo for 1,6 liters udgaven, mens den tungere 2-liters motor reducerer nyttelasten til 476 kilo. Den må til gengæld trække 1400 kilo på krogen, hvis der er bremser på traileren, mens den mindre motorvariant kun må trække 1100 kilo.
Priserne starter ved 216.440 kroner, semiautomatisk gearkasse koster knap 4.000 kroner ekstra, mens 2.0 liters udgaven koster knap 240.000 kroner inkl. moms.
ll@transporttidende.com