Bedre dæk på vej
Europa-Parlamentet har 25. november vedtaget nye regler for mere energieffektive, sikre og mindre støjende dæk.
Dæk skal i fremtiden mærkes - fra Type A som de bedste til Type G som de værste. Mærkningen vil give information om dækkenes effekt for energiforbruget, dækkets sikkerhed i forbindelse med regnvejr og våde veje samt angivelse af et decibeltal for støjen fra dækket.
- Det er glædeligt, at mens mange taler om mål for 2020, 2030, 2050 og ukonkrete krav til transport sektoren, er der faktisk nogen, der holder fødderne på jorden og arbejder på konkrete bidrag til, hvordan disse mål kan opnås i praksis. Det vil DTL gerne rose Parlamentet for. Det er desuden sådan, at investeringerne i brændstofbesparelser for transportvirksomhederne tjener sig hjem, og besparelserne kan ses direkte på bundlinjen. Potentialet er så stort, at det er en betydelig konkurrenceparameter. En virksomhed, der bruger disse midler med omtanke, vil relativt hurtigt få mærkbart lavere omkostninger end konkurrenterne, der ikke gør, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
DTL har i sin klimabrochure ”49 veje til at spare på brændstoffet” netop peget på dæk som et af transportens bidrag til reduktion af brændstofforbruget og dermed CO2-udslip fra transport. Der kan med de mest miljørigtige dæk forventes en CO2-besparelse på op til 6 pct. på et køretøj.
Den vedtagne tekst i Parlamentet tillader også, at medlemsstaterne giver støtte for fremme af de bedste grupper af dæk for at gøre transport renere, mere sikkert og mindre støjende.
De nye regler om dæk træder i kraft 1. november 2012.