Vognmand frifundet – og dømt
En vognmand fra Vejle-området blev dømt skyldig i tre overtrædelser af dyreværnsloven under transport med svin - frifundet i syv andre anklagepunkter i sagen.
Vognmanden havde selv erkendt to overtrædelser, skriver Vejle Amts Folkeblad. Han fortalte i retten, at han den 17. maj 2006 transporterede 498 smågrise i en lastbil, der kun var beregnet til 353 smågrise - en overbelægning på 43 procent. Årsagen var, at den ene af de to lastbiler, som vognmanden regnede med at bruge til transporten, gik i stykker, da grisene skulle ombord. Vognmanden foretog det fejlskøn, at grisene sagtens kunne være i den ene vogn, forklarede han.
Den 50-årige vognmand erkendte også, at der i en af hans lastbiler på et tidspunkt blev kørt med en gris, der var halt, og som derfor aldrig skulle have været med i lastbilen.
Endelig blev vognmanden dømt for at have kørt med en vogn, på trods af, at den ikke havde installeret det påkrævede temperaturmålingsudstyr. I dette spørgsmål blev en eventuel straf dog frafaldet, da vognmanden havde misforstået reglerne.
I syv forhold blev vognmanden frikendt, fordi han ikke selv havde været til stede under transporterne, og derfor ikke kendte noget til overtrædelserne. Som straf til vognmanden for de tre overtrædelser af dyreværnsloven, ønskede anklagemyndigheden, at retten skulle frakende ham retten til at køre med dyr. Men det synes retten ikke, at der var belæg for. I stedet fik vognmanden en bøde på 20.000 kroner.
- Jeg er meget glad for rettens afgørelse i denne sag. Var denne vognmand blevet dømt, så kunne man dømme næsten alle vognmand i hele landet. Han er en af de dygtigste vognmænd, vi har. De ting, han nu er dømt for, skete for lang tid siden, og han er blevet meget klogere, sagde mandens forsvarer, Jacob Forman efter dommen til Vejle Amts Folkeblad.