Miljømærke for alle
DTL ser med stor tilfredshed på, at udenlandske lastbiler/busser skal have miljøzonemærke for at kunne køre i miljøzoner.
Det skriver Dansk Transport & Logistik i det høringssvar, som netop er indsendt til miljøminister Troels Lund Poulsen, der vil ændre loven om miljøzoner, så den f.eks. også gælder varebiler.
- Ministeren foreslår, at der bliver indført skærpede håndhævelsesmuligheder over for udenlandske lastbiler, der har alt for nemt ved at overtræde miljøzonereglerne. Det har DTL kritiseret skarpt, og derfor er vi meget tilfredse med, at de ifølge lovforslaget vil kunne tilbageholdes, indtil bøder eller sagsomkostninger er betalt, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
I høringssvaret til Miljøministeriet skriver DTL også, at det er vigtigt at fastholde lovforslagets krav om, at der i forbindelse med indførelse af miljøzoner i andre byer kræves en tilladelse fra miljøministeren, og at der kun gives tilladelse, hvis der er overskridelse af grænseværdi(er) for luftkvaliteten.
- Miljøzoner har gavnlige sundhedsmæssige effekter, og derfor har transportbranchen investeret indtil nu en halv milliard kroner i partikelfiltre. Men DTL er stærkt bekymret, hvis der også nu skal kræves en ekstra eftermontering af SCR-katalysatorer på lastbiler, der allerede har partikelfilter”, siger Erik Østergaard.
Han henviser til, at der i lovforslaget står, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler til imødegåelse af forurening fra andet end partikler (for eksempel NO2) og om krav om forureningsbegrænsende udstyr i bred forstand, dvs. ikke bare partikelfiltre.
PræciseringPå et møde i Miljøstyrelsen den 10. november spurgte DTL direkte til, om vognmandserhvervet risikerer at skulle afmontere og skrotte allerede monterede partikelfiltre (til f.eks. 60.000 kr. pr. stk) for at eftermontere et kombineret partikelfilter/SCR-katalysator (til f.eks. 120.000 kr. pr. stk).
- Det afviste Miljøstyrelsen umiddelbart og Miljøstyrelsen lovede på mødet i det endelige lovforslags bemærkninger at præcisere dette, og det vil vi holde fast i, siger DTL-chefen.
DTL beklager desuden, at der i lovforslaget lægges op til at pålægge miljøzonemærket et gebyr på 15 kr. Organisationen peger i stedet på, at der mangler 120 mio. kr. i tilskud til eftermontering af partikelfiltre.