Volvo-hybrid testes i London
Volvo Trucks lancerer en videreudvikling af verdens første hybridlastvogn til renovationskørsel - artiklen bringes igen på grund af tekniske problemer i går.
Efter positive erfaringer med den indledende feltprøveperiode på halvandet år, introducerer Volvo nu en opgraderet lastvogn med nye komponenter og ny software. Den nye renovationsbil skal testes af Veolia Environmental Services i det centrale London.
- Op til 30 procent lavere brændstofforbrug, lave udstødningsemissioner og et lavt lydniveau gør hybridbilen til et meget interessant alternativ, siger Rob Stubbs, flådechef hos Veolia, som står for en stor del af affaldshåndteringen i London.
Den nye renovationsbil er en videreudvikling af de feltprøvebiler, som igennem halvandet år har kørt i Stockholm og Göteborg. Præcis som disse biler er den nye renovationslastvogn en såkaldt parallelhybrid. Det vil sige, at den har to separate drivliner, én til diesel og én til el - de kan anvendes enten hver for sig eller sammen.
Fordelen er, at de to motorer kan anvendes, hvor de er mest effektive – elmotoren ved lave omdrejningstal og dieselmotoren ved høje.
Tæt på serieproduktion- Udviklingen går utrolig stærkt, og teknologien i det testkøretøj, vi nu har kørende, ligger meget tættere på en produktionsklar løsning, siger Fredrik Bohlin, forretningsansvarlig for hybridbiler hos Volvo Trucks.
Den nye renovationsbil har blandt andet elektrisk servostyring, helt nye styresystemer og et forfinet batteristyringssystem, som optimerer batteriets ydeevne. Lastning og affaldskomprimering sker elektrisk ved hjælp af en plug-in komprimator, som oplades via elnettet. Også batteriet er nyt med en forbedret driftssikkerhed og længere levetid.
Volvo tager tidligst hul på en begrænset serieproduktion af hybridbiler i 2012, hvilket er noget senere end oprindelig planlagt. Forsinkelsen skyldes den globale finanskrise, som har påvirket både Volvos produktudvikling og kundernes investeringsvilje.
Vellykkede testAffalds- og genbrugsvirksomheden Renova i Göteborg er en af de virksomheder, som har testet Volvos hybridrenovationsbil, og de kan dokumentere en yderligere besparelse.
- Hybridbilen har indfriet vores forventninger, og chaufførerne er meget tilfredse, siger Lars Thulin, udviklingschef hos Renova. Eldriften giver et højt drejningsmoment fra starten, et lavt lydniveau og emissionsfri lastning og komprimering.
Når det drejer sig om brændstofforbrug og klimapåvirkning, viser Renovas målinger et bedre resultat end forventet. Virksomheden har opnået besparelser på hele 35 procent og på et år sparet 5250 liter brændstof sammenlignet med en traditionel dieselmotor.