23948sdkhjf

Blokvognen kan selv

Stor manøvredygtighed og minimale pladskrav er blandt fordelene ved Altos selvkørende blokvogn.

Stor manøvredygtighed og minimale pladskrav er blandt fordelene ved Altos selvkørende blokvogn.



Af Finn Bjerremand

Det nordjyske selskab ProCure A/S i Thisted har for kort tid siden introduceret en ny selvkørende blokvogn af mærket Alto Service på det danske marked.

Den italienske producent Alto Service Italia S.r.l. begyndte med produktionen af selvkørende bådtrailere tilbage i 1990. Indtil i dag er mere end 500 enheder solgt over hele Europa.

Programmet omfatter i dag selvkørende bådtrailere og blokvogne med kapacitet til transport af både med fra 15 ton til 800 ton.

Den selvkørende blokvogn drives ved hjælp af hydraulikmotorer i hjulene. Det hydrauliske tryk fremkommer ved at en dieselmotor driver en hydraulikpumpe som er placeret meget tilgængelig som en powerpac på den forreste vange.

Samtidig er hjulene ophængt som det kendes fra mange blokvogne med pendelaksler. Derfor kan hjulene drejes i meget store vinkler, så fremkommeligheden og evnen til at manøvre rundt er meget stor.

Hjulene kan drejes så der kan køres sidelæns, ligesom der er mulighed for krabbestyring. Ligeledes kan akslerne løftes hydraulisk, hvilket gør, at blokvognen kan selvlæsse- og aflæsse forskellige båd- og maskinstativer som står på jorden eller eventuelt fra en lastvognstrailer.

Styringen foregår via operatørens fjernbetjening, så der hele tiden er visuel kontrol af bevægelserne. Det medfører en optimal håndtering af både, som skal placeres i lagerhaller for vinteropbevaring, idet de kan placeres tæt uden at man behøver plads til for eksempel en trækker med stor venderadius.

Køretøjet defineres færdselsteknisk som en motordrevet blokvogn. Et sådant køretøj må kun benyttes til transport i henhold til reglerne i særtransportbekendtgørelsen med mindre der køres på et lukket område.

Specialist i løfteteknik

ProCure A/S er en handels- og ingeniørforretning, som primært arbejder med opgaver og projekter indenfor løfteteknik med speciale i relation til gods og containerhåndtering inden for industri- og havnerelaterede opgaver.

Virksomheden spreder sig over gaffeltrucks med kapaciteter fra 800 kg og op til 70 ton samt mobile havnekraner med kapaciteter op til 200 ton.

Herudover har ProCure A/S et program af Travelifte (som er selvkørende gantry kraner) med kapacitet fra 10 til 200 ton, som anvendes til optagning af både.

- Den selvkørende blokvogn fra Alto er en naturlig partner til disse travelifte, idet en sådan ”pakke” med travelift og blokvogn gør brugere som sejlklubber, bådeværft, servicecentre og lignende uafhængig af ekstern bistand, siger Torben T. Olesen fra ProCure A/S. Samtidig opnår brugerne en større fleksibilitet og hurtighed i de daglige håndteringsopgaver.

Finder løsning

ProCure løser også opgaver for udvalgte klienter med international produktsøgning. I sådanne opgaver kommer klienten typisk med en beskrivelse af en opgave som vedkommende skal have løst. Sammen med klienten analyserer ProCure opgaven og formulerer krav til det produkt, som skal til for at løse opgaven.

Herefter afsøger ProCure markedet for egnede produkter og opgaven afsluttes typisk med at ProCure leverer og implementerer det konkrete produkt. Disse opgaver har alle et maskinteknisk indhold.

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062