Succesfuld premiere på vingetransport
Den første 58 meter-vinge blev transporteret fra Aalborg til Brande.
Af Finn Bjerremand
Brande Maskintransport A/S (BMT) havde forleden premiere på transporten af en ny type 58 meter lange vinger. Den første transport fra Aalborg til Brande forløb stort set efter planen.
Forud for den første transport har der været en omfattende proces, som bl.a. har omfattet indkøb af nye moduler, så de lange transporter kan gennemføres sikkert.
Når man taler om vindmøllevinger, er det ikke bare gjort med at kunne transportere én vinge ad gangen. I vindmølleindustrien taler man altid om sæt, og et sæt består af tre vinger.
Derfor har BMT A/S også været nødt til at investere i flere moduler for at kunne transportere hele sættet.
- Vi har materiel så vi kan transportere et helt sæt som tre enkelte transporter på hver en speciel modulblokvogn på samme tid, og desuden har vi materiel til at kunne transportere yderligere en enkelt vinge på 58 m med en tilsvarende blokvogn, fortæller Mogens Laugesen, der blandt andet er ansvarlig for alt hvad der hedder tilladelser hos BMT A/S.
Efter planenDen første transport var en transport af en enkelt vinge som skulle transporteres til en prøvestand i Brande.
Blokvognen lastede om morgenen i Aalborg og afgik ved 10.30 tiden, hvorefter det gik efter planen ad motorvej E45 til Århus og videre ad motorvej 15, der ved Låsby går over til at være en dårlig hovedvej.
Men også denne strækning med den meget trafikerede vej gennem Silkeborg, hvor der også er en lav bro, blev klaret uden de store genvordigheder.
I Bording kom den første større udfordring i form af en rundkørsel, som vingetransporten måtte passere venstre om. Takket være den professionelle chauffør, der fik lejlighed til at vise sin kunnen, foregik passagen dog stille og roligt med nogle få rangeringer frem og tilbage, mens akselsektionen i bagenden under kontrol af en ekstra fører flyttede sig sideværts.
Derved blev vingetransporten gelejdet gennem alle fordringerne uden at lave skader. Nogle skilte var i forvejen blev lagt ned, idet flere af skiltene er lavet med nedfældbare beslag, så de efter transporten har passeret ganske ubesværet kan rejses op igen.
Umulige frakørslerEfter transporten igen fandt motorvejen gik det fint lige til Arnborg, hvor transporten var tvunget til at forlade motorvejen, selv om der går motorvej hele vejen til Brande.
Men desværre er frakørslerne ved både motorvejen og motortrafikvejen ved Brande ufremkommelige for så lange transporter, så det ikke er muligt at køre af ved de direkte afkørsler. Derfor havde BMT valgt afkørslen ved Arnborg, der var den sidste fornuftige mulighed.
- Her var der også et par udfordringer i form af et par lygtepæle og nogle skilte, som chauffør Anders Lilholdt og følgebilspersonalet måtte tackle, fortæller Mogens Laugesen.
Men også det gik fint og transporten, der var sat til at skulle ankomme i Brande ved 17-tiden var på plads kl 17.30.
ForventningerHos BMT, der er specialiseret i vindmølletransporter, har man tiltro til fremtiden, selv om beskæftigelsesniveauet godt kan variere noget i denne tid.
BMT har således netop afsluttet et stort projekt i Frankrig og de næste tre-fire år har vindmølletransportøren flere store udenlandske projekter i ordrebogen.
Der kommer blandt andet nye projekter i Frankrig, Spanien, Polen, Skotland og Sverige. Der skal i fremtiden transporteres mange 58 meter lange vinger til nye projekter, og derfor har BMT valgt en løsning fra producenten Nicholas med en akselsektion, der har pendelaksler som kan dreje 60 grader, hvilket betyder stor fremkommelighed, når der skal forceres forhindringer i trafikken.
I stedet for den kendte løsning med lange udtræksblokvogne har Nicholas’ blokvognsløsning en stor midterboom, som groft sagt bare bygges sammen i sektioner.
Brande MaskintransportBMT A/S ejes af KRW (KR Wind), der har dansk hovedkvarter i Aalborg og som delvis er ejet af Enggard-gruppen, der også ejer krangiganten BMS.
BMT råder over ca. 50 trækkende enheder, akselsektioner i Nicholas pendelakselsystem med i alt 180 aksellinier, samt tilhørende moduler og tårnsæt.
Dertil kommer en større flåde af udtræksblokvogne og udtrækstrailere af mærkerne Broshuis, Doll, Faymonville, Goldhofer og Nooteboom.
Erfaringen følger efterHar man sagt blokvognstransport, så siger man også følgebil. Ingen omfangsrige eller tunge specialtransporter foregår uden professionelle følgebilsservice. Følgebilen og dens fører er alfa og omega, når den store transport kører gennem landet.
Det er som regel føreren af følgebilen, der måske er 50 meter bag lastvognschaufføren, der fortæller chaufføren, om der er plads nok til at lastbilens bagende kan komme omkring hjørnet eller om hjulene følger det spor de skal for at komme forbi forhindringen.
Derfor skal der mere til end et nyerhvervet lastbilkørekort til at køre bag transporten og advare med lys og advarselsskilte.
Det var da også et yderst kompetent følgebilsfirma, der havde opgaven med at eskortere BMT med den første 58 meters vinge fra Aalborg til Brande. Eskorten bestod en del af vejen af to følgebiler, som Peter Jacobsen fra Transportservice stod for.
Erfaring
Peter Jacobsen kørte selv den ene følgebil, som var med på hele turen. Peter Jacobsen, der har en lang fortid som chauffør inden for sværgodstransport, etablerede i 2005 sit eget følgebilsfirma med navnet Transportservice med domicil i Hammel.
Helt tilbage i 1981 begyndte Peter Jacobsen som chauffør hos det daværende BK Transport, hvor han gennem årene udførte mange forskellige typer special- og sværgodstransporter. Siden er han blevet inden for denne del af branchen.
Han købte først en følgebil og derefter fulgte yderligere to biler. Ud over Transportservice’ egen vognpark, beskæftiges der også en del indlejede følgebiler, og den dag hvor Trans Inform talte med Peter Jacobsen, havde han ikke mindre end 19 følgebiler på eskorteopgaver rundt omkring.
- Jeg tror da på det, siger Peter Jacobsen om fremtiden.
Han har netop bestilt en ny Mercedes Vito følgebil, der bliver leveret til nytår. Virksomheden bliver drevet som en rigtig mand-og-kone-virksomhed, hvor fru Jacobsen står for alt det administrative.
fba@transinform.com