Dinex sætter filter på miljøet
Middelfart-virksomheden har haft travlt siden indførelsen af miljøzoner i ind- og udland.
Af Finn Bjerremand
Vi har ikke nogen rigtig bilproduktion i Danmark, men alligevel har vi store spillere, når det gælder produktion af dele - både til nyvognsproduktion og eftermontering. En af disse virksomheder er Dinex A/S i Middelfart, der leverer såvel komplette udstødningsanlæg, som partikelfilter-løsninger til køretøjer fra 3,5 tons og opefter.
Ud over at have Europas bredeste program af ”traditionelle udstødningssystemer” er Dinex også en af de førende inden for eftermontering af partikelfiltre.
Helt uventet har man hos koncernen i Middelfart stor efterspørgsel efter filterløsninger til eftermontering lige nu. Dinex havde således stor efterspørgsel i efteråret fjor, da København og Frederiksberg kommuner indførte miljøzonen, og igen omkring indførelsen af miljøzone i Aalborg Kommune i februar i år.
- Så havde vi regnet med at der ville blive stilstand indtil Odense Kommune indfører miljøzone 1. juli næste år og Århus følger trop den 1. september næste år, siger salgschef Lars Andreasen. Men vi er nærmest blevet bestormet med forespørgsler, så der må være mange vognmænd som allerede nu er i gang med at forberede sig på de nye miljøzoner med det eksisterende materiel.
Tysk efterspørgselDinex har også succes i Tyskland med salg af partikelfiltre til eftermontering, både på grund af indførelse af miljøzoner, samt muligheden for besparelse på maut. Dinex kan som en af de få herhjemme tilbyde det grønne mærkat, som giver lastbiler adgang til byernes miljøzoner - og Dinex forventer at kunne tilbyde det samme for alle gængse busser i løbet af meget kort tid.
En anden grund til Dinex’ succes på filtersiden er det bredde program af køretøjsspecifikke løsninger til såvel lastvogne som busser, som har vundet indpas hos slutbrugerne, forklarer Lars Andreasen:
- Kunden får en løsning som passer ind i de eksisterende ophæng og beslag som den originale lyddæmper er monteret i og uden yderligere modificering af det eksisterende rørsystem. Det minimerer monteringstiden betragtelig og sparer kunden for en del penge.
Dinex kan både tilbyde filterløsninger uden brug af additiver og med brug af additiver, begge løsninger opgraderer køretøjet til euro 4 på partikelniveau (gældende for miljøzoner) foruden en reduktion af NOX på euro 5-niveau.
Kørselsmønster- Selv om at der i øjeblikket er stor efterspørgsel, er vi meget påpasselige med hvilke filterløsninger vi tilbyder, siger Lars Andreasen.
Han peger på, at det er vigtig at få fastslået, hvilket kørselsmønster køretøjet har, da temperaturen er alfa og omega for at et filter virker optimalt. Et filter regenerer ved en gennemsnitstemperatur på 230-250 grader, men derudover har et filter også behov for jævnligt at komme op på temperaturer på 400 til 450 grader for at få det man kalder en fuldstændig forbrænding.
- Så valg af teknologi gøres ud fra temperatur-profilen og viser denne, at køretøjet ikke kan blive tilstrækkelig varm, siger vi i øjeblikket hellere nej, end at risikere at få en utilfreds kunde, siger Lars Andreasen.
Han peger på, at det for kunderne er en stor udgift at skulle eftermontere partikelfilter på deres køretøjer.
- Derfor er det ekstra vigtig, at vi som producent er ærlige overfor kunden, således kunden ikke får et filter sat på som ikke fungerer, siger Lars Andreasen.
Ny løsningDinex arbejder i øjeblikket på en brænderløsning, som vil kunne klare alle typer af køretøjer uanset temperaturforhold. Brænderen forventes at være på markedet i slutningen af året.
Partikelfiltrene produceres direkte på fabrikken i Middelfart, hvor Dinex også råder over et stort forsknings- og testcenter. Her er der mulighed for at foretage prøvemontering på alle typer af køretøjer, test af filtre for modtryk, støj samt emissionsniveau og endelig kan der foretages simulering af faktisk kørsel ved hjælp af rullefelt og vindturbine.
fba@transinform.com