Erstatning? Højesteret afviser, at give vognmand erstatning på trods af alvorlige fejl i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen.

Det er et helt klassisk og grundfæstet princip, at den der kræver erstatning af en anden part grundlæggende skal have lidt et tab. Dette gælder uanset om den, man søger erstatning hos, er en privat person, en virksomhed eller en offentlig myndighed. Det viser sig også at være tilfældet i en sag, hvor Højesteret har truffet afgørelse i en sag, der var anlagt af et større vognmandsfirma, der bl.a. beskæftiger sig med affaldskørsel.

Det juridiske udgangspunkt for sagen var den da gældende forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for kommende til og fra Det Europæiske Fællesskab.

Denne forordning har det udgangspunkt, at producenten af affaldet skal sørge for anmeldelse af affaldets overførsel til ”nyttiggørelse”. Der findes dog den mulighed, at en godkendt indsamlingsvirksomhed kan stå som anmelder i tilfælde, hvor affaldsproducenten er ukendt eller når der er tale om så mange affaldsproducenter, der hver især har så beskedne enkeltbidrag, at det ville være urimeligt, at de hver især skulle anmelde overførsel af affaldet.

Det pågældende Vognmandsfirma, der som nævnt driver virksomhed med bl.a. indsamling af affald i Danmark til bortskaffelse og nyttiggørelse i andre europæiske lande, anmeldte i februar 2000 til Miljøstyrelsen eksport af elektronikskrot, der skulle ske ved flere transporter i det følgende år.

I marts 2000 gjorde Miljøstyrelsen indsigelse om, at oplysningerne i anmeldelsen ikke var fyldestgørende. I strid med de udtømmende regler om fremgangsmåden i forbindelse med anmeldelse af overførsel af affald, som indeholdtes i en EF-forordning, stillede Miljøstyrelsen tillige krav om, at Vognmandsfirmaet eller de enkelte producenter af affaldet skulle indhente fritagelseserklæringer fra diverse kommuner.

Efter at Miljøstyrelsen have indset, at disse krav ikke kunne stilles, blev de frafaldet i juni 2001. Vognmandsfirmaet anlagde sag mod Miljøstyrelsen med påstand om, at Miljøstyrelsen skulle anerkende, at Vognmandsfirmaets anmeldelse i februar 2000 tillige med yderligere afgivne oplysninger gav Vognmandsfirmaet et retskrav på at gennemføre den anmeldte eksport af elektronikskrot.

Desuden krævede Vognmandsfirmaet, at Miljøstyrelsen skulle betale en erstatning på ca. 5,3 mio. kr., som angaves at udgøre Vognmandsfirmaets tab ved, at transporterne ikke var blevet gennemført.

Landsretten frifandt Miljøstyrelsen, hvorefter Vognmandsfirmaet ankede til Højesteret.

For Højesteret var det navnlig spørgsmålet, om Miljøstyrelsen - ved ikke at have givet tilladelse til udførslen af affaldet - havde påført Vognmandsfirmaet et erstatningsberettiget tab.

Højesteret fandt, at Miljøstyrelsen havde været berettiget til at gøre indsigelse mod udførslen og til efterfølgende at undlade at meddele, at de problemer, som gav anledning til indsigelsen, var løst. Endvidere lagde Højesteret til grund, at Vognmandsfirmaet ikke havde været i stand til at opfylde de krav, som Miljøstyrelsen havde været berettiget til at stille. På denne baggrund fandt Højesteret det ikke godtgjort, at de til dels alvorlige fejl, som Miljøstyrelsen havde begået i forbindelse med fortolkningen af forordningen, kunne antages at have forårsaget et eventuelt tab hos Vognmandsfirmaet.

Det var heller ikke med den tilstrækkelige sikkerhed sandsynliggjort, at Miljøstyrelsen havde påført Vognmandsfirmaet et økonomisk tab ved den uberettigede opretholdelse af de øvrige krav. Heller ikke den omstændighed, at Miljøstyrelsens behandling af Vognmandsfirmaet anmeldelse på en række punkter havde været kritisabel, kunne antages at have påført Vognmandsfirmaet et tab. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.

Højesteret kom i sine præmisser omkring mange af bestemmelserne i de relevante forordninger og konkluderede indledningsvist, at Miljøstyrelsen som udgangspunkt havde været berettiget til at stille en række betingelser til Vognmandsfirmaet.

Men Højesteret slog herefter fast, at det (som erkendt af Miljøstyrelsen) kunne fastslås, at styrelsen i strid med de udtømmende regler om fremgangsmåden i forbindelse med anmeldelse af overførsel af affald, som forordningen indeholder, tillige stillede krav om, at Vognmandsfirmaet eller de enkelte producenter af affaldet som betingelse for overførslen skulle indhente fritagelseserklæringer fra kommunerne efter den dagældende bestemmelse i § 45 i miljøbeskyttelsesloven. Det måtte endvidere lægges til grund, at disse krav først klart blev frafaldet ved et brev fra styrelsen den 29. juni 2001.

Højesteret henviste endvidere til at Miljøstyrelsen havde erkendt, at det var i strid med den rette fortolkning af forordningen, at styrelsen stillede krav om, at Vognmandsfirmaet skulle dokumentere, at nyttiggørelsen i Tyskland var på samme niveau, som krævedes efter bestemmelserne i den dagældende bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.

Det er herefter spørgsmålet, om Miljøstyrelsen ved foruden at stille de ovenfor anførte berettigede krav om oplysning om affaldets indhold og producenternes identitet samt om fuldmagter fra dem også stillede krav om fritagelseserklæringer mv., påførte Vognmandsfirmaet et erstatningsberettiget tab.

Det kunne lægges til grund, at Vognmandsfirmaet ikke var i stand til at opfylde de krav, som Miljøstyrelsen efter det anførte var berettiget til at stille som betingelse for udførslen af affaldet, navnlig fordi Vognmandsfirmaet på anmeldelsestidspunktet ikke havde indgået aftaler med de mulige producenter af affald, der skulle være omfattet af anmeldelsen.

På den anførte baggrund fandt Højesteret, at det ikke er godtgjort, at de til dels alvorlige fejl, som Miljøstyrelsen begik i forbindelse med fortolkningen af forordningen, kunne antages at have forårsaget et eventuelt tab hos Vognmandsfirmaet, som følge af at selskabet ikke fik tilladelse til udførslen af affald på grundlag af anmeldelsen af 21. februar 2000.

Det var heller ikke med den tilstrækkelige sikkerhed sandsynliggjort, at Miljøstyrelsen havde påført Vognmandsfirmaet et økonomisk tab ved den uberettigede opretholdelse af kravet om fritagelseserklæring og af kravet om, at anmeldere af udførsel af affald skulle dokumentere, at nyttiggørelsen i udlandet ville være på samme niveau, som krævedes efter bestemmelserne i den dagældende bekendtgørelse.

Højesteret fandt, at Miljøstyrelsens behandling af Vognmandsfirmaets sag på en række punkter var kritisabel med hensyn til bl.a. sagsbehandlingstiden, besvarelsen af Vognmandsfirmaets henvendelser og orienteringen af kommunerne om de gældende regler, men at heller ikke disse forhold kunne antages at have påført Vognmandsfirmaet et tab.

Højesteret frifandt herefter som nævnt Miljøstyrelsen med den løftede pegefinger at navnlig som følge af de fejl, som styrelsen havde begået i forbindelse med sagsbehandlingen, besluttede Højesteret, at Miljøstyrelsen selv skulle afholde sine omkostninger for både Landsret og Højesteret, og Vognmandsfirmaet ”slap” således med at skulle afholde egne sagsomkostninger.