Nummerplader på 147 nye lastbiler
Antallet af nyindregistrerede lastvogne er det laveste inden for de sidste to år.
Hvis man troede, at antallet af nyindregistrerede lastvogne nåede bunden, da der i juli kun blev skruet nummerplader på 171 fabriksnye lastvogne i Danmark, så tog man fejl.
Oktober-tallene fra De danske Bilimportører viser, at der kun blev nyindregistreret 147 lastvogne i sidste måned. Det er 76 procent færre lastvogne end i samme måned sidste år.
- Det er et meget voldsomt fald, og der er ingen tvivl om at krisen for alvor viser sig på lastvognsområdet. Lastbilerne er meget afhængige af udviklingen i transportsektoren, og det påvirker naturligvis udviklingen. Derudover er det værd at huske på, at registreringen af lastbiler kommer ca. et halvt år efter ordreafgivelse – og derfor vil det tage ekstra tid, inden vi ser en bedring her, siger adm. direktør Bent Mikkelsen fra De danske Bilimportører.
Et tjek i bilimportørernes egen database viser, at det er det laveste antal i de sidste 10 år. Og selv om registreringstallet i september nåede op på 276, så er tredje kvartal 2009 også det absolut ringeste kvartal i de sidste ti år.
Som TTN skrev forleden, så er der kun indregistreret 116 store lastvogne i oktober – altså dem over 15 tons totalvægt.
Varebiler i bundStatistikken er næsten lige så trist, når de gælder nyindregistrering af varebiler. Der kom nummerplader på 1094 nye varebiler i oktober. Det er 58 procent færre end i oktober 2008, hvor salget allerede var gået markant tilbage, på grund af regeringens afgiftsomlægning.
- Krisen har lagt en ret tung dyne over markedet og virksomhederne udskyder deres investeringer, så vi må forvente, at der er længere til, at vi vil se en bedring på varevognsmarkedet, end det har været tilfældet for personbilerne, siger Bent Mikkelsen.
Netop personvognssalget viser tegn på bedring, selv om salget stadig ligger under niveauet i oktober 2008. Personbilsalget i oktober faldt med knap 13 procent, men det er det mindste procentvise fald i år til dato. Det får bilimportørerne til at mene, at genopretningen af personbilssalget har bidt sig fast.