Maersk-skib angrebet for anden gang
Denne gang var der bevæbnede vagter om bord på Mærsk skibet.
Angrebet på Maersk Alabama fandt sted tidligt i morges, kun 350 sømil fra Somalias kyst. Ifølge oplysninger fra EU's flådestyrke i området, EU NAVFOR, beskød pirater Maersk Alabama det 155 meter lange containerskib, i et forsøg på at bringe det til standsning, skriver maritimedanmark.dk
Ilden blev besvaret af bevæbnede vagter om bord på Mærsk-containerskibet, hvorefter piraterne valgte at tage flugten. Ingen om bord på Maersk Alabama kom til skade ved angrebet.
Maersk Alabama er ejet af A. P. Møller - Mærsks amerikanske datterselskab Maersk Line Limited og sejler med en 24 mand stor amerikansk besætning under amerikansk flag.
Maersk Alabama blev i april kapret. Amerikanske skarpskytter skød dengang og dræbte tre pirater, der holdt kaptajn Richard Phillips som gidsel i en redningsbåd. Den fjerde pirat venter fortsat på at få sin dom i USA.