Skadelige cabotagebegrænsninger
Danske Speditører betegner danske vognmænds og lastvognschaufførers iver efter skærpede cabotagebegrænsninger, som ubegrundet protektionisme.
Mens vognmandsorganisationerne FDL og DTL ønsker de nye cabotageregler indført hurtigst muligt, så er reaktionen på samrådet om indførelse af de nye strammere cabotageregler mere skeptisk i brancheorganisationen Danske Speditører.
- Speditionsbranchen mener, at de nye cabotageregler ikke bør sættes i kraft en dag tidligere end nødvendigt i forhold til EU, siger direktør Martin Aabak, Danske Speditører. Cabotage er en integreret del af moderne transportkæder, og det kræver tid at omstille sig til en mere restriktiv praksis med øget tomkørsel.
Aabak betegner det som mærkeligt, at chaufførerne og visse af vognmændene er imod cabotage.
- Cabotage er en dansk eksportartikel, som kører valuta hjem til landet, skaber beskæftigelse til chauffører og giver omsætning til vognmænd. Der skjuler sig en ubegrundet protektionisme bag modstanden mod at udnytte al den lastkapacitet, der kører rundt på vejene, til glæde for forbrugerne, klimaet og miljøet. Ubegrundet, fordi der i det lange løb vil være rigelig brug for veluddannede, dansktalende chauffører til at stå for distributionsopgaverne her i landet.
Danske Speditører ser frem til, at indskrænkningen i adgangen til cabotage udfases i det lange løb, men mener, at en tidshorisont på over 10 år, som nævnt af transportministeren, er udtryk for et stort
samfundsmæssigt spild - økonomisk, klimamæssigt og miljømæssigt:
- Senest i forbindelse med revisionen af de netop vedtagne regler i 2013 bør det være slut, mener speditørerne.