Unifeeder køber IMCL
Opkøb af IMCL Holding Ltd. skaber ifølge Unifeeder Nordeuropas førende containerfeederrederi.
Unifeeder har købt IMCL af Lemissoler Shipping Group PLC. Opkøbet sikrer øgede stordriftsfordele for containerfeeder operatøren, der dermed bliver endnu mere konkurrencedygtig med en højfrekvent service mellem alle betydelige containerhubs i Nordeuropa.
Unifeeder, der opererer feederskibe for andre rederier, har specialiseret sig i feederbetjening af de store containerhubs i Belgien, Holland og Tyskland til og fra havne i Nordsøen, Norden og Baltikum, samt Rusland. Selskabet nåede en omsætning på 400 mio. euro i 2008.
IMCL er Polens største feeder operatør, der sejler containere mellem de store havne i Tyskland og Holland til de polske havne Gdynia, Gdansk og Stettin, samt havne Riga i Letland og Klaipeda i Litauen. IMCL nåede en omsætning på omkring 50 mio. euro i 2008.
- Købet af IMCL repræsentere en vigtigt strategisk milepæl for Unifeeder, som vil gavne begge selskabers kunder. Vi får mulighed for at tilbyde flere anløb på ruterne i Østersøen til Baltikum, Finland og Rusland til gavn for alle parter, udtaler Unifeeders adm. direktør Jesper Kristensen.
Overtagelsen forventes gennemført inden udgangen af 2009.